Bliv væk

Det bankede på hendes dør. Eeon overvejede at blive ved med at ignorere den.
"Pernille siger at du er derinde."
I princippet kunne hun være et helt andet sted.
Hun åbnede døren. Med et suk.
"Hej Rasmus."
"Sov du?"
"Ja."
Han gik bare ind. Satte sig på den uredte seng. Rejste sig igen. Satte sig på kontorstolen og rejste sig en gang til.
"Eeon, det er bare ..." Han gik i stå og så på sine hænder.
Hun vidste hvad ville komme. Det var derfor hun havde undgået at være alene med ham. Smuttet fra ham og i det hele taget holdt sig lidt på afstand.
"Altså du svarede aldrig på om du ville til galla med mig."
"Nej tak." Hun havde sagt det. Om og om igen. Det var blevet klart for hende. Rasmus var en ven. Han var besnæret af hendes arv. Det handlede ikke om hende.
Hele hans krop sank sammen. Han satte sig tungt.
"Jeg er vild med dig," sagde han. Et såret udtryk. Han prøvede ikke at græde.
Hun lugtede af seng. Havde skrald over det hele og vidste at den make-up hun brugte til at ligne lort var tværret ud: Et rent misfoster. Hvorfor sagde han det? Alt sammen for et uopmærksomt øjeblik, hvor han så og mærkede noget han ikke skulle, det var ikke for ham. Og hun havde været så påpasselig. Bare ikke påpasselig nok.
"Du er klog, og sjov. Du er altid med og jeg elsker vi konkurrerer om bedste anmærkninger til vores 12-taller. Jeg tænker ikke på andet end dig." Han gispede efter vejret. "Du vil ikke engang snakke med mig alene."
"Rasmus, jeg ser en anden."
"Du ser en anden?" Helt modløs.
Hun så en anden var at strække det, men Lucifer havde med sit ene kys vækket noget inde i hende. Også selv hun havde haft forhold før, eller forhold, hun havde haft sex med den samme flere gange, var det noget helt andet. Han var en ærkeengel i et andet univers. Det var svært at forklare. Og umuligt. For sagde hun det til ham, sandheden, ville han dø. Det var derfor Jorden her var hendes hjem. De kunne ikke kapere det. Deres hjerne satte ud.
"Siden hvornår?"
"Jeg mødte ham bare tilfældigt."
"Hvorfor har du ikke sagt noget."
"Jeg vidste ikke at du kunne lide mig," sagde Eeon. Løj. Men det var hun i det mindste vant til. "Jeg anede ikke at jeg skulle aflægge rapport til dig."
Han dukker hovedet.
Flovheden skyllede ind over hende, men hun blev nødt til at være hård.
"Jeg tror det er bedst hvis vi holder os fra hinanden."
"Hvad?" siger han. Tydeligt bestyrtet. "Nej, sådan mente jeg det ikke."
Eeon åbnede munden. Ganske lidt. Nok til at hendes sang kom ud. En nynnen nærmere. Hidsig. Vred. Såret. Det var bare lyde. Men hun var datter af søster sirenerne.
"Du er sådan en sæk." Han rejste sig. Så ned på hende. Onde øjne. Han spyttede på hende. Sendte en glinsende klat lige på hendes bryst. Drev ned over T-shirten. Som mishagens sendebud. Alt i mens Eeon blev ved med at synge. Han hørte det men opfattede ikke at det var hende der gjorde det.
"Bliv væk fra mig, forstår du det?"
Hun nikkede til svar. Hørte hvordan de også ude i fællesstuen snerrede af hinanden og en gryde der blev kastet i køkkenet. Et arrigt skrig. Men hun stoppede først da Rasmus var gået.

Helvede

Det var et slot. Stort. Mægtigt. Midt i en vridende masse stod det stille.
Eeon så på det. Følte sig ikke ilde tilpas, selv om det uden tvivl var meningen med at hun havde fundet denne opgave. Straff var nærmest ikke andet en snu ondskab. Sådan så Eeon hende. Havde altid gjort det.
Som hun gik dannedes en vej. Hun så de hæslige skabninger. Både dem der blev pint og dem der udførte. Hun så vinger, afsvedne og stumpede. Mere knogler med hud. Hun så munde uden øjne og krop, bare munde med takkede tænder og savl i pytter under dem. Hun så hvordan de stirrede på hende.
Hun betrådte denne fremkomne sti til trappen hvor hun uden at knæle gik op. Hun kunne mærke stien lukke sig til. At der var stille. At de havde forventet hun var anderledes. Mange af dem havde oplevet tusinder af hendes slags. Set dem komme og gå. For dem kunne det have været i går en af hendes søskende havde været der sidst. Her hed intet dage og selv om årerne gik var det anderledes end det var for hende.
Eeon vil gerne vende sig og betragte dem som ser på hende, men det er det sidste hun skal gøre. Den regel skal hun holde i hæv. Også selv om den ikke gælder hende. Ingen kommer ud af helvede medmindre herren giver lov. Og ikke Gud.
"Aldrig har jeg set en så skøn Breeder." Stemmen fangede hende. Gik ind mellem hendes ribben og trykkede på knapper der hed instinkter. Instinkter hun aldrig havde givet efter og ladet overtage sig, selv ikke hende selv vidst hvad det ville medføre.
"Et sandt blikfang."
Portene åbnedes. Stor nok til giganter. Flere af dem. Hun ser tre stå på hinandens skuldre og stadig ikke kunne nå.
Han stod i midten. Lyse krøller der synes at stråle. Et jakkesæt. Vingerne. Store hvide vinger fra hans ryg. Han har spredt dem så alle kan se deres glans. Hvilket fik hende til at smile. De var spredt for hende.
Hun tog hans hånd og pressede sine læber mod hans knoer. Hans højde skulle virke intimiderende. En ærkeengel. Hun var i sandhed intet andet end en nips. Det var hun generelt, men i hans skygge blev det sandhed.
"Jeg foretrækker Eeon, Lysbringer," sagde hun og så lige ind i hans gyldne blik.
Et kroget smil, der både var charmerende og skræmmende vidste sig.
"Det er klart," sagde han. "Men kært barn har mange navne. Dog er Lysbringer et så gammelt det gør mig nostalgisk."
"Så vil jeg fritage dig fra at blive kaldt noget."
Han viste hende sine tænder. Strakte en hånd frem som hun lagde sin i. Forstod en hentydning. Han trak hende med ind gennem porten.
" Du forsøger ikke at tilfredsstille mig." En konstatering som hun ikke behøvede at svare på. Det gjorde hun ikke.
"Jeg er her for at tjekke om folk lider, helvede brænder og du sidder på tronen," sagde Eeon og sendte nu ham et smil af den slags som ville få mænd til at lægge sig for hendes fødder og erklære at deres liv var hendes at gøre med som hun ville.
Hun vidste at han næppe ville falde for det. Så skulle have ikke have startet.
"Hvad ser du, skønne Eeon?"
Hun gik ham knapt til skulderne.
"At du stadig udfører din guds arbejde."
Hans læbe løftede sig, snerrende, en lav rumlen i det store tomme lokale og en varme hun ikke tvivlede på stammede fra ham. Han var lysbringeren. Skaber og former af solen.
Men hun var en Breeder. Selv hvis han skruede op og vidste flammen han var, så ville hun tilpasse sig til det. Det var ikke uden grund Straff hadede Eeon, hun var den stærkeste Breeder i århundrede. Alle kræfter syntes at være i hende. Alt de havde testet hende for gik hun igennem.
"Det her mit rige. Mit helvede. Min straf," sagde han. Hvislende. En stemme i hendes hoved. "Men jeg er ikke Hans skødehund."
"Og jeg er ikke underlagt dine kræfter, skat," sagde hun med en sikkerhed hun følte i hver knogle.
En hånd lagde sig på hendes skulder. Tyngede hende. Mærkede hende. Han smilede atter. Smilede til den skabning der vovede at trodse ham. Satan. Djævelen. Helvedes hersker. Oprørernes leder.
"Lucifer," sagde han. Tog nu hendes hånd og kyssede den. Et blidt, varmt kys. "Og du, må komme lige så tit du ønsker."
"Jeg er kun 15." Men hendes tonefald lød slet ikke sådan. Ligesom hendes krop heller ikke virkede som en teenager der knapt kendte sin egen krop. Hun var en lille kvinde. En smuk kvinde. Den smukkeste.
Han rørte let ved hendes læber. Bøjede sin ryg så ind i hendes blå øjne. Rørte ved hendes lyse hår. Han trak hende tættere på. Løftede hendes hage. Smagte hendes mund.
"Dog er endog også bundet af din familie."
Hun smilede til ham. Dette skønne ansigt. Hvordan kunne noget sådan karakteseres som ondskab. Det var ikke det, det handlede om. Og så alligevel.
"De dør snart."
"Men ind til da," sagde han.
"Efter det," sagde hun.
Han nikkede. Gab slip. Lod hende gå.
"Til næste gang så, Lucifer."
"Gerne før," sagde han.

Satans briller

”Det er Eeon.”
”Hvorfor går du aldrig med kontaktlinser?”
”Hej Rasmus.”
”Så er du fri for at låne Satans briller.”
Eeon satte telefonen på højtaler og lagde den mens hun studerede sit ansigt i spejlet. Det tog tid at lægge den fedtede hud. Poserne under øjnene. Håret der skulle se stridt og ugideligt ud. Glansløst.
”Tænk på det. Det bliver rent ... Not Another Teen Movie, så du grim, BAM!!! Så er du mega lækker.”
”Men det er jeg ikke,” sukkede hun.
”Jeg synes sgu du skulle prøve det.”
”Har du glemt jeg bor alene og er på SU?”
”Årh hold nu op.”
Eeon tog brillerne på. De var minus 7 på begge øjne. De formindskede hendes øjen gevaldigt. Fik hende til at se kikset ud, nørdet. Og så med det posede hip-hop tøj, som mest af alt gjorde hendes timeglasfigur til en poset sæk lort.
”Du kan selv holde op. Jeg kan ikke se mine fingre uden briller så hvordan skal jeg kunne se en gennemsigtig tingest på den?”
Der gik altid tre-fire sekunder før hun justerede til brillernes styrke. Hun behøvede dem ikke. Men så fint med dem på. Så meget Breeder var hun. Hun tilpassede sig automatisk.
”Nå men skal du så med mig til galla eller hvad?”
”Hvad?” sagde hun overrasket og famlede efter mobilen, men endte med at tabe lortet på gulvet. Simkortet blev kylet ud og skærmen flækkede.
Fuck.
Galla?

Det Tabte Paradis

”Det hele skal nok gå.”

Det her land ville aldrig blive hendes hjem. Det var ikke på grund af de tæt dansende kroppe i en parringsdans hun ikke kunne være en del af. Det var fordi hun endnu følte sig som en fremmed. Accenten i hendes sprog. Den alt for ranke ryg. Hendes tydlige overlegne facon hun ikke kunne få bugt med. Navnet der ikke var hendes.
De mærkede at hun ikke hørte til. Så nu var hun hjemløs. Noget mænd kunne mærke. Som om det var tiltrækkende. Så mange havde et hjem de gerne ville dele.
Med liden interesse så hun på veninden, hvis krop vred sig. Hun lignede en desperat luder. Fyren, offeret, kunne lide det.
”Hej, skat!”
Den unge fyr havde fyldige læber og en tætsiddende T-shirt der viste hans muskler.
Hun rystede på hovedet og det glattede hår, der skulle få hende til at ligne en der passede ind, gled over hendes skulder. Intet forsonende smil. Ingen hvid løgn. Bare den afvisende bevægelse og hendes blik der vendte sig væk.
Hvorfor var hun her?
Med et rejste hun sig. Døren til gården var en befrielse. En rygergård. Det var begyndt at regne. Der lugtede af varm asfalt. Selv følte hun at det var forløsende.
Hun holdt om sig selv. Trak vejret dybt. Der virkede næsten stille. En kamp inde bag murerne og virkeligheden herude. Hun alene, med mennesker lige bag hendes ryg.
Døren åbnedes og larmen sprang ud. Larmen blev igen en dæmpet mumlen efter døren lukkede sig bag den nyankommende.
En flamme lyste op, tændte en cigaret.
”Vil du have en?”
En mand.
”Nej,” svarede hun uden at se på ham.
Han stillede sig lige ved siden af hende, sugede ind, lod røgen slippe ud. Hun fornemmede hans intimiderende højde. Hun var ikke lav, men han var tydeligvis større en normalen. En kæmpe. Den dårligt oplyste gård tilføjede måske til det.
”Det har altid beroliget mig.”
”Det minder mig om døde steder,” svarede hun ærligt. På hendes nethinde opstod billeder af forkullede bygninger. Brændte kroppe. Raspende udbrud på hjælp der ikke blev givet. I tide.
”Ja,” sagde han og hev hende tilbage. ”Det minder om død.”
 
Vandet fik det kobberfarvede hår til at kruse. Så krølle. Som det burde have gjort hele natten. Store, metalskinnende loops der faldt ned over hendes skuldre og den udstillede ryg, der drev af ferskt vand fra himlen.
”Hvad hedder du?” Han tændte endnu en cigaret. Havde ikke sagt noget gennem de tre han allerede havde knipset ud i den begyndende vandpyt.
”Alle navne er ens.”
”Kun når de ikke betyder noget.”
”Det ved jeg,” svarede hun.
Denne glødende cigaretstump tværrede han ud med sin hæl. Knirkende, brunt læder der omkransede hans fod. Stive snørrebånd. Nye sko.
Han vendte sig mod hende. Front mod hendes skulder.
Højden var ikke et optisk bedrag. De brede skuldre solidt placeret. Jakken skåret til. Specialsyet for at passe hans store størrelse. Han virkede ikke akavet. Det passede til ham. Gjorde ham til en rå magnet af testosteron.
Håret sort og fladt af vandet. Øjnene lynende blå gennem halvmørket. Fra hans hænders gyldne lød havde hun troet dem brune, som sine egne. Han mindede hende om en. Èn hun ikke kunne sætte fingeren på.
Han burde smile, men kæben var bidt hårdt sammen, markerede den stærke hage og de fnysende næsebor. De så på hinanden. Hans smalle læber.
Hendes gjort smalle fordi hun pressede dem sammen.
”Du hører ikke til her,” sagde han.
”Nej, Jeg går nu.”
Hun åbnede døren uden besvær. Skubbede sig igennem de svedige kroppe.
Han greb fat i hendes arm.
”Det var ikke det jeg mente.”
”Nej.”
”Men du går?”
”Ja.” Hun havde ikke behov for en mage. Hun undgik det.
Hun så på hånden der endnu holdt fast om hendes arm. Fingerne der uden besvær nåede hele vejen rundt om.
Han gav slip.
”Jeg følger dig hjem,” sagde han og banede vejen ud.
Det var ikke et tilbud. Det var sådan.
 
Han havde hænderne i de gennemvædede lommer på hans bukser. Hans skridt tilpasset til hendes kortere ben.
Hun var endnu ikke klar over om hun var på vej hjem eller prøvede at ryste ham af.
”Hvordan er livet så?” spurgte han på samme måde, som da han tilbød en cigaret.
”Skuffende.”
Han lo. Overrasket.
”Du er for ung til at tale sådan.”
”Definér ung.”
”Når man er på et tidligt stadie af livet, så man burde være naiv og fyldt med glæde over livet. Skuffende er for ældre, prøvede mennesker.”
Hun svarede ikke.
Han trak hænderne op og tændte endnu en cigaret.
Han var ældre end hende. Men hun kunne ikke bestemme hvor meget. Ti år. Fem. Måske 15.
Det var mærkbart hvordan han blev mere anspændt som hun ledte dem længere ind i slummen. Enhver vidste man burde holde sig fra de faldedærdige bygninger, med de omstrejfende hunde og rotter der provokerende så på dem fra gadehjørner.
”Bor du her?”
”Nej,” svarede hun. Opdraget med en pli der fratog hende muligheden for at lyve, medmindre hun ville miste sin ære. Man løj end ikke for at redde sit liv.
”Du burde ikke gå her så let.”
”Jeg har oplevet værre.”
Han fnøs af hendes svar. Mistroisk. Pustede røg ud, smed cigaretten og tændte en ny.
”Du er ikke på vej hjem, er du?”
Hun kastede det drivende hår over skulderen. Varmen var trykkende. Hun nød det. Alt var vådt, klæbede til hendes figur, som et stykke løsere hud.
”Jo.”
”En mindre omvej?”
”Ja.”
Han så ned på hende. Prøvede at spidde hende med sine blå lynøjne. Hun forsatte fremad. Kendte gyderne her, lige så godt som der, hvor hun boede. Hun havde altid holdt af at lære steder at kende. Efterhånden var det mange. Ved at kende et nyt sted, søgte hun efter det gamle, men det eneste hun fandt var, at hun ikke hørte til. Heller ikke her.
”Jeg gætter du har oplevet værre end mig?” sagde han mellem to sug. Sarkastisk. Hun forstod meningen. Værre end at gå med en kæmpe blandt mænd som bare fulgte med hende.
”Du er den værste type,” sagde hun nøgternt. ”Typen der vil redde alle og fortælle dem det nok skal gå ... selv om det er en løgn.”
Denne gang tændte han ikke en ny, da han knipsede endnu et skod væk.
”Og hvor ved du det fra?”
Hun svarede med et skuldertræk, som hun vidste han så.
De kom ud på en oplyst vej. Så brat var bruddet mellem slummen og den bedre bydel. Den mere normale. Den hvor parkene var rene og gadelygterne virkede.
Hun kunne se på måden hans dyre jakke klæbede til hans muskuløse arm at også han var gennemblødt til skindet.
Hun drejede til venstre. Han kommenterede ikke den pludselige ændring af retning. Tændte bare endnu en smøg.
”Det er ikke altid løgn.”
Nogen gange var stilhed det bedste svar. Han påstod. Spurgte ikke. Så hun behøvede ikke svare. Slet ikke på den slags.
”Jeg har reddet mange liv, hvor tingene stod slemt til men gik.”
”Hvordan har de folk det i dag?”
Perplekst så han på hende.
”Der hvor jeg voksede op ejer man et andet menneskes liv, hvis man har reddet det. Det betyder man har en forpligtelse,” sagde hun.
”Jeg ved ikke, hvordan de har det.”
”Fryser du?” spurgte han.
”Nej.” Heden var kvælende. Regnen kølende. Det bedste slags vejr.
”Generer det dig meget, at jeg ryger?”
”Ville det genere dig meget, hvis jeg stak min arm op i dit anus?”
Han stoppede op. Hun forsatte. Lyden af dråber mod asfalt dæmpede hans latter. To plaskende skridt og han faldt ind ved siden af hende igen. Stadig med en smøg mellem sine læber.
Selv nu, afslappet, var der noget over ham. Den fysiske råstyrke. De blå øjne der havde set ting. Han havde oplevet meget. Det lå over ham som en slimet hinde. Helteholdningen, lasten i form af nikotinen, ønsket om at følge hende hjem.
Han havde ikke ønsket at blive i dansernes larm, i fuldskabens legeplads, liderbukkenes jagtmarker. Han havde hadet det som hende. Hun havde set hans venner. Deres blikke på ham og hende. Hun var hans udvej uden at skulle spille et spil han ikke ville være en del af.
”Hvor er du fra?” spugte han.
”Det Tabte Paradis,” svarede hun.
Hun mærkede natten. De tomme gader. Ikke engang en taxa. Det gule lys fra gadelamperne. De tårnhøje lejlighedskomplekser.
Han var stille. De gik til boulevarden blev en almindelig gade. Han sagde ikke et ord imens. Hun passede til stilheden. Han havde tilpasset sig den i en anden tid, et andet sted. Det Tabte Paradis; Landet Over Havet.
”Hvad hedder du?” spurgte han skarpt.
Hun sugede luft skarpt ind gennem næsen. Han berørte let hendes nøgne arm.
Hun gravede neglene ind i sin håndflade.
”Elmira.”
Han pressede hende mod den ru mur. Det våde tøj klistrede sammen, i en omfavnelse der klæbede til hinanden og deres bærers hud. Hans nakke og ryg bøjet. Øjnene der lynede, slog ned i hende.
Hun opfattede det hele. Ét sekund strakt ud i en evighed.
”Tager du pis på mig?” knurrede han. Vreden mejslet i hans ansigt. Som havde den altid været der. Som kunne den aldrig gå væk.
Så tæt på kunne hun lugte ham. Røgen. Sveden. Varmen fra hans krop mod hendes.

”Det hele skal nok gå. Stol på mig.”
Det gjorde hun ikke, men hun var for svag til at kæmpe imod da han løftede hende op, krammede den lille pigekrop ind til sit beskyttede bryst. Flammerne dansede rundt om dem. Asken havde farvet hans hår gråt, røgen brændte i hendes lunger.
Han vendte hovedet og hun troede han talte til hende, men han talte til alle andre.
”Jeg har hende. Datteren. Jeg har hende.”
Han så på hende og hun troede, at hun skulle dø. Disse fremmede, fra den anden side af havet.
”Det hele skal nok gå,” gentog han.

Genkendelsen fik hende til at åbne munden. Et gisp uden lyd. Blort luften der blev slået ud af hendes lunger.
Hun havde hadet ham. Den eneste han havde reddet var hende. Hendes brødre, hendes far, hendes mor. Alle dem hun kendte. Den eneste der overlevede var hende. Den eneste der fik lov.
Et helt folk udryddet og hun, dets datter, var tilbage.
”Jeg troede jeg ville huske dig,” sagde hun.
Hans mund mod hendes. Hun smagte hele sit folks død i den røgede mund. Hun smagte dets tilblivelse, det nye folk. Hendes sønner. Deres sønner. Hun mærkede det. Vidste at det hun havde hadet ved ham nu var det hun ikke kunne undgå.
Det Tabte Paradis skulle genopstå i deres hadefulde forening som ikke kunne undgås.


Eeon så til mens de klyngede sig til hinanden i en omfavnelse. Elmira, moderen til det nye folk der skulle fylde Landet Over Havet og soldaten der havde dræbt hendes brødre for at komme til hende, redde hende fra flammerne, så han en dag kunne fylde hende med sin sæd og blive det nye folks fader. Det var hans ret.
Den kæmpemæssige mand der syntes at sluge den smukke unge kvinde med sin massive krop. Eeon havde sørget for at Elmira tog netop derhen hvor hans venner ville på deres parringskald. Hun havde sørget for at få ham ud i rygergården. Hun havde skygget dem hele vejen til nu. Til genkendelsen.
"Var det det, Verona?"
"Ja, Eeon."
Hun vendte ryggen til det nye folks forældre.
"Og så skal jeg ikke komme før til næste gang folket er blevet slagtet og en ny almoder, til det her univers skal finde sin sande mage, vel?"
"Nej."
Eeon åbnede en port til sin lejlighed. Selv drivvåd, men som altid med en form for nydelse.
"Godt."
Hun havde løst sin første opgave, ganske diskret, ganske godt, men med en følelse af jalousi over det skæbnebestemte par der kyssede hinanden op ad husmuren.

Regn

"Hvad fanden laver du?!"
Eeon genkendte Pernilles stemme gennem den hylende vind. Hendes glatte ansigt, vendt op mod himlen havde haft et udtryk af fred. Hendes hår drev af vandet der stadig piskede ned på hende.
"Jeg ... jeg står her bare lige."
"Det bliver man sgu da pisse syg af."
Pernille var i sort, poset regntøj. En klar kontrast til Eeons klæbende T-shirt og tynde nylonbukser.
"Regnen overraskede mig."
"Det er en storm," grinede Pernilles ansigt. Sammen gik de ind i kollegiet. Pernille glad for at komme indendøre, Eeon med stor fortrydelse.
"Du lignede en elverpige, sådan med hænderne strakt frem. Dit hår piskede bare rundt."
Eeon stod bare tamt og dryppede på fællesstuens gulv. Hun end ikke smilede.
"Du må være den mærkeligste veninde jeg har," forsatte Pernille.
De så på hinanden og faldt leende hinanden om halsen.
"Mean Girls hos mig om en halv time," sagde Eeon. "Jeg har chips."
"Du spiser også hele tiden," sagde Pernille med en opvendt tommel. "Jeg har chokolade."
Eeon gik ind til sig selv. Hun var ikke kold. Hun var ikke træt. Hendes gennemvædede hår og tøj var hverken tung eller ubehageligt vådt. Men bedst var at hun ikke var trist mere.
Straff havde taget kontakt. Givet hende den første opgave hun skulle udføre for familien. Som Eeon Breeder. Verona havde ladet sin vidende stemme knævrer uafbrudt. Eeon så impulsen som en slags internetnørd der sad med 20 skærme omkring sig og surfede rundt i viden.
Eeon havde ikke lyttet. Modvilje og ambivalente følelser rasede i hende. Det passede til stormen udenfor.
Godt Pernille kom.

Små samtaler

"Eeon Breeder?"
"Ja, Verona?"
"Jeg testede blot om De nu kunne høre mig."
"Du skal ikke kalde mig 'De' som om jeg var hende."
"De vil være dus?"
"Ja, Verona. Dus. Bare du."

"Eeon Breeder?"
"Ja, Verona?"
"Jeg testede blot om du kunne høre mig."
"Det kan jeg."
"De andre blokerede mig aldrig."
"Jeg er ikke de andre, okay?"
"Forstået, Eeon Breeder."

"Eeon Breeder?
"Skal du absolut sige det sådan?"
"Hvilket?"
"Skal du sige 'Eeon Breeder' som om jeg en del af den latterlige familie."
"Men De er jo en del af Breeder-familien."
"'Du' Verona, 'du'! Og nej."
"Det er min pligt at informere dig om at Albrecht Breeder fik et barn med en af søstersirenerne og det er dig: Eeon Breeder, hvilket gør dig til et fuldgyldigt medlem."
"Hvad så hvis jeg ikke ønsker at være et medlem af den familie."
"Det er ikke et valg du har. Dine evner er ganske tydelige og derfor må du træde til som vogter af universerne, det er din pligt."
"Hvad er min pligt, Verona? HVAD."
"Det er din pligt at sørge for ro og orden, at tjekke op på universerne med jævne mellemrum og udrede eventuelle unaturlige konflikter, ligesom det er din pligt at producere brugbare arvinger til slægtens viderførelse."

"Verona?"
"Ja, Eeon Breeder."
"Kan du huske da jeg var barn?"
"Jeg husker alt, det er min funktion. Jeg ved alt og husker alt."
"Da jeg blev født blev du så til i Mellemverden eller hos mig?"
"Talende impulser bliver altid til i Mellemverden når en ny Breeder kommer til."
"Så du ved ikke hvilket univers mine mødre er fra?"
"Nej. Det har jeg aldrig fået oplyst."

"Verona, du skal bare kalde mig Eeon."
"Forstået."
"Så skal vi nok finde ude af alt det andet."

This is SPARTA

Rasmus åbnede døren med et brag.
"JEG HAR OSTEPOPS."
Eeon kunne ikke lade være med at smile. Han fik alting til at virke som det plejede.
"Jeg har 'Meet the Spartans' klar."
Han faldt ned på sengen ved siden af hende.
"Det er VERDENS værste film," sagde han med store armbevægelser.
"UNIVERSETS," råbte Eeon.
"DET STORE KOSMOS."
Hun græd næsten af grin.
"Mind mig om igen hvorfor det er den vi skal se," fik hun endelig frem.
"Carmen Electra er fucking lækker, main," sagde han stødt. Han prikkede hende i siden. "Og fordi du er den eneste der gider se de her lorte film med mig."

Prinsesse

”Søde skat dog. Kom her lad mig trøste dig.” Eeon bevægede sig væk fra den unge mor og hendes søn. Den sidste der blev hentet.
Hun følte sig udtærret og træt.
Hun længtes efter en at snakke med. Verona var ankommet. Rasmus og Pernille var vrede, hun havde prøvet at forklare hun havde behov for lidt fred. Hun kunne heller ikke fortælle dem det. Hvilket var det første Verona havde sagt. ”Organismer fra univers 17 kan med deres hjerne ikke kapere at få sandheden om universet at vide. De vil ophøre med at eksistere.”
 I stedet havde hendes fødder  ført hende herhen: Blomstervangens børnehave.
”Jamen er det ikke prinsesse Eeon?” Den gamle rengøringskone slog  armene rundt om hende. ”Hvad laver du dog her?”
”Besøger dig.”
Grethe kom fra et andet univers, men nu var jorden hendes hjem.
”Jamen det var da herligt. Har du det godt?” hun trak moppen over gulvet, tør, for at feje de større ting sammen.
”Nej. Det har jeg ikke rigtigt.”
”Hvad er der galt lille prinsesse.”
”Jeg skal være den nye Breeder.”
Intet kunne få Grethe til at blive overrasket. Hun forsatte bare sin metodiske rengøring.
”Ja så?”
”Ved du hvad det vil sige?”
”Nej, mit barn, det gør jeg ikke.”
”Det er en form for arbejde.”
”Sig det op.”
”Ja men hvis jeg gør det efterlader jeg ... hvordan skal jeg forklarer det. Jeg efterlader mange eksistenser, overlader dem til sig selv, præcis som min fars familie gjorde ved mig.”
Den gamle sagde ingenting, forsatte med at feje, derefter støvsuge. Så gik hun ind i det tilstødende rum.
”Du er ulykkelig, men samtidig føler du vægten af dit arbejde vigtigt, hvorfor ikke gøre dit arbejde sjovt?”
”Hvordan det?” Eeon gik ind i puderummet til hende.
”Jamen gør det til en leg. Lav konkurrencer, bryd reglerne, kys med din kollega, opfør dig som du lyster. Ha’ det sjovt.” Det var svært at de den Grethe, der netop nu fejede gulvet slå sig løs på den måde, især når hun de sidste 40 år havde været rengøringskone. Og sikkert ville blive ved de næste fyrre.
Eeon gemte budskabet til senere overvejelse og hjalp så med at gøre rent, som dengang hun var barn og hendes plejefamilier glemte at hente hende. Grethe fortalte altid børnene at hun kun fra et andet univers. Eeon var den eneste der troede på det.

Ved alle ikke det?

”Jeg har ikke brug for hende,” sagde Eeon. ”Det ved du godt.”
Straff snøftede.
”Jeg ved ikke, hvad du tror om dig selv, men ingen Breeder er så stærk. Verona er din elektriske impuls.”
”Som du tog fra mig,” sagde Eeon.
”Der hvor du har været har du ikke haft brug for hende.”
Hvilket var sandt. Eeon havde vitterligt ikke brug for den betryggende kvindestemme der fortalte hende hvordan man gjorde i dette univers, eller noget andet for den sags skyld. Hun behøvede ikke Verona til at oversætte for hende.
Hendes smil var ikke forceret. Det var nedladende. Ligesom hendes påtagede afslappede holdning. Det gjorde ikke ondt på hende. Hun følte sig ikke ramt. Denne familie havde allerede knust hende, men nu var hun vel det man kaldte stærkere.
Hun tænkte tilbage på sin tid i dette hus. Hvordan Albrecht havde samlet dem alle. Kaldt alle sine børn til selv samme sal. Han havde løftet hende op, højt over alle deres hoveder. Hendes far. Den højeste af dem. To meter og ti.

”Jeg sværger, dette barn taler flydende trusk.”
”Albrecht, du er den eneste der endnu kan tale det sprog foruden hjælp fra impulserne.”
”Ikke hende her. Hun har lige rettet fire grammatiske fejl i min udtale. Fortæl dem Eeon hvad du sagde til far.”
De andre så med lede på deres far fordi han talte således til sin datter. Denne hjertelige relation. Det var uvant blandt dem. De brød sig ikke om den side ved deres far. De foragtede den.
”Fortæl dem hvordan du vidste det.”
”Ved alle ikke det?” kvækkede den spinkle pigestemme.
”Hvad siger I så. Hun er vores fremtid,” lo den førhen så strenge mand. Den mand de havde respekteret. Han var blevet gammel. Han krammede et lille barn. Viste sin affektion, ”Tre år gammel og hun er smartere end jeg. Du er mit lille mirakel, Eeon.”

”Fint. Så tager jeg tilbage.”
Eeon vendte sig. Hun åbnede op lige der. Salen gispede. Netop den påvirkning hun havde ønsket. De kunne ikke selv og hun kunne forestille sig at Straff havde gjort det til en cermoni fordi hun var så svag. Malkede hver en mulighed.
Verona ville dukke op når end hun kunne. Eeon glædede sig ikke til den tørre faktuelle stemme der fortalte hende ret fra vrang. Hun huskede den kun alt for godt fra sin barndom. Hun huskede også at hun kunne lukke af for det og holde Verona ude. Det var i det mindste en god ting.
Hun stod på værelset tilbage på Jorden. Væk fra Mellemverden. Og hun lukkede igen.
Hun fyldte badekarret og lod sig sænke ned i vandet. Det lettede ingen af hendes tanker, men i det mindste havde hendes anspændte krop det bedre.

 

Søsterlig dominans

”Hvad så nu?” Kunne hun ikke bare sige nej? Vende dem ryggen. Hade dem som før. Ryge joints. Afslutte skolen.
”Du skal under ingen omstændigheder være her.”
”Jeg har aldrig haft lyst til at være her.” Eeon tænkte på, at hvis hun ikke var så forbandet stolt, ville hun slet ikke befinde sig ’her’.
Tingene artede sig aldrig, som man ønskede dem: Hun havde aldrig troet at klokkerne skulle klinge for hende. Bare det at Straff havde tilladt de lavere generationer uden evner for tilpasning adgang til at gå ind og udføre et halvdårligt arbejde, fordi de ikke var i stand til andet. Det var farligt at åbne op og ikke lukke med det samme igen. Det skabte en sammenhængene tid mellem de to universer som ikke burde være. Eeon var forbløffet over at tingene ikke var kollapset.
Nu skulle hun være arvetager. Det at bo her var en anden sag. Det ville ikke ske. Ikke imens Straff levede, det var tydeligt for enhver at halvsøstrene hadede hinanden med hver en fiber i deres krop.
Den aldrende søster der ikke kunne udstå sit eget forfald og at hendes søskende ikke havde kunne producere en eneste brugbar arving.
Den smukke, mystiske søster der på ingen måde kunne kaldes kølig som dem selv. Der blev hvisket i krogene. Eeon var lav. Hun var ikke som dem. Selv de mest udvandede og blandede af dem, med ingen kræfter, havde da højden, men hun var lav. De tårnede alle sammen over hende, den mindste 1,87 og Eeon kun et lille spinkelt myr. Et barn. Og hun var fuld af følelser. Hun kunne ikke holde dem skjult. Det var meget upassende.
”Du tager tilbage til dit fosterunivers og opfører dig normalt,” konkluderede Straff med sit gamle ansigt og sin irriterende stemme. ”Verona er nu din, selv om jeg har mere brug for hende, men sådan må det være. Hun skal udlære dig.”
Et glædesløst, hånligt smil. Eeon satte en hånd på hoften og kastede med sit hår. Natten havde været fyldt med diskussioner. Kompromiser. Ikke noget hun havde været en del af. Men dette: En lærermester. Hvem troede de hun var?

Efterladt

”Eeon?”
”Ja.”
”Kan du lide at være her hos far?”
”Nej.”
”Kan du lide far?”
”Ja, far.”
”Ved du godt jeg elsker dig Eeon?”
”Mmh.”
”Godt. Du er en meget speciel lille pige. Du er min pige, Eeon. Du er en Breeder.”
”De andre siger, at jeg ikke må  sige, jeg hedder Breeder.”
”Eeon, når jeg dør ...”
”Dør du?”
”Ja, jeg dør, og når jeg gør bliver du sendt væk.”
”Til mor?”
”Nej.”
 
”Far?”
”Ja, min engel.”
”Dør du nu?”
”Ikke lige nu.”
”Lad være med at dø mens jeg sover.”
”Ja, min ven.”
 
”Eeon, min lille velsignelse, du skal være stolt af dit navn, altid. Det er en arv du aldrig kan løbe fra, men du skal være den du er og du er ikke som Breeder er flest. Du kommer til at være anderledes og du skal blot gøre hvad du finder bedst. Du skal gøre det der er rigtigt. Ikke fordi normene siger det, men fordi det er det rigtige at gøre. Jeg har aldrig gjort noget jeg følte for, ud over dig. Du er det eneste rigtige i mit liv.”
Hun forstod det ikke.
Derfor lod hun som hun sov.
Da hun vågnede næste morgen fortalte ingen det til hende. Heller ikke da hun spurgte. Slet ikke da de truede med at slå hende ihjel, hvis hun brugte nogen af sine evner og hun troede dem. Hun troede på dem, da de sagde, at hun ikke var en Breeder. At det kunne hun ikke hedde. Hun var ingenting. De ville gerne slå hende ihjel lige nu, men sådan var reglerne ikke. Man skulle begå fejl og at blive født var ikke en af dem. De ville tjekke op på hende. Se om hun begik fejl for så kunne de så let skille hende af med livet.
De behøvede ikke at sige det. De ville efterlade hende et sted, som far havde sagt. Hun var fem, men for klog. To og to gav fire.
Han døde mens hun sov.

Krager

Gamle vamle krage.
Tre ord. En bedre beskrivelse fandtes ikke. Eeon holdt ikke engang udtrykket af lede fra sit ansigt. Hvorfor skulle hun?
Bredt ud over en chaisselon, med et spraglet tæppe om sine tynde gamle krop.
”Lille Eeon,” spyttede hun.
Overraskende nok var hendes stemme lige så kantet og skinger som da Eeon var barn. Hun huskede alt for godt de hårde ord den stemme havde tildelt hende hver gang Albrecht vendte sig væk.
”Gamle sæk,” svarede Eeon, som havde hun rent faktisk hilst høfligt med hendes navn.
”Frue,” sagde en eller anden fjerde generations Breeder med grønne øjne. 
Det var ikke fordi Eeon havde noget imod de mindre renblodede, hun var dem af dem der var mest udvasket selv om hun kom fra den direkte linje.
Men ’fruen’ holdt hånden op og de trådte tilbage. Hele familien mødt op for at kunne se på Eeon. Hun smilede.
Det gjorde Straff ikke. Hendes rynkede, fallerede ansigt med samme blå øjne som Eeons udstrålede indsestængt vrede.
”Jeg antager at de andre er døde,” sagde Eeon, fordi hun vidste det ville gnide salt i såret. Ganske rigtigt fortrak Straffs ansigt sig og noget af den ophøjede elegance svandt.
”Jeg er den sidste tilbage.”
Eeon løftede brynene i forstilt overraskelse.
”Og ingen børn. Fra nogen af jer? Otte søskende og ikke et eneste stykke brugbart afkom.” Hendes hånlatter gjorde dem utilpasse.  ”Så du nedlod dig til at ringe efter fars sidespring.”
Straffs ansigt strammedes ud i en vred grimasse.
”Du er den sidste tilbage der kan åbne op.”
Hun burde have regnet den ud.  Alligevel blev hun overrasket. Hun var her ikke af den grund hun troede. Hun var her for at få overrakt ansvaret.
Af sig selv begyndte hendes hoved at ryste i benægtelse. Hendes ansigt til et snerrende emotionelt kaos. Hun havde altid fået af vide det ikke var en mulighed. Aldrig. Nogen. Sinde. Hun var mutanten. Særlingen. Misfosteret. Fars klamme sidespring ingen kunne lide. De skulle nok få børn. Dem alle sammen. Børn der ikke døde. Børn der duede. Børn der ikke var hende. 
”Jeg dør snart, Verona er din guideline og så må du starte.”
”Nej.”
”Det er en ordre.”
”Hør her din vamle so, jeg tager ikke imod ordre fra dig. Husker du delen hvor i smed mig ud af familien og efterlod mig?”
”Eeon Breeder ...” ”Bare Eeon. Jeg har aldrig, aldrig! været en fucking Breeder. Har jeg?”
”Hør her din bastard, du gør som der bliver sagt.”
Eeon lo. Koldt og kynisk. Smuk i sin lede og vrede.

Tilbage

Eeon mærkede den dunkende rytme i sin krop. Den beroligede hende på alle måder. Ikke som Rasmus der sløvede sig selv med hash eller Pernille der løb. Musikken var det der næst efter vand kunne berolige hende mest. De dyre høretelefoner tvang så fantastisk lyd ind i hendes øre at det gav hende kuldegysninger af velbehag.
Kvalmen blev dæmpet.
Hun havde øjnene lukket, som for at beskytte sig selv fra at se på uret. Tiden forsatte uanset hvad. Det kunne hun ikke ændre. Hun var klar når det blev tid. Når hun skulle åbne op og gense sit tabte barndomshjem. Hun sad stiv på stolen. Den smagfulde dybblå kjole der var ærbar, men elegant. De sorte højehælede sko. Håret der var sat kunstfærdigt op i mange små snoninger samlet i en knold der fremhævede hendes hals.
Rasmus havde ringet fire gange for at høre om hun var okay. Penille havde banket på. Nu var klokken to om natten og Eeon ventede. De var tirsdag.
 
”Hej Ramus
Det er mig. Eeon ... øh ... jeg er ked af, jeg blev vred. Det hele er kompliceret. Jeg er nok væk i et stykke tid. Det har ikke noget med dig at gøre. Eller Penille. Det er forpligtelser. Jeg kan ikke forklare det. Du vil ikke kunne forstå det. Nå men ... så ... ja.
Farvel.”

Beskeden føltes tam. Nu kunne den ligge og brænde på hans telefonsvarer. Han sov. Pernille havde hun skrevet et brev til. Stukket det ind under døren. 
Displayet viste hende at det var tid. Nu.
Hun skulle åbne op til mellemverden. Hun vidste at hun kunne. Det lå dybt i hende. Dengang hun endnu boede der, havde det været let for hende at glide igennem. Ubesværet. Som at trække vejret. Eller svømme. Blive begæret.
Alt det som de foragtede hende for og nu ville hun af egen fri vilje lade sig degradere på grund af et gammel løfte til en død mand, der havde elsket hende.
Med en vred bevægelse smed hun høretelefonerne, rejste sig og glattede det blå stof. Eeon følte sig krigerisk og vred, sådan som hun burde. Med et blik rundt i hendes værelse forberedte hun sig på at være i mellemverden om lidt. Tidsløst. Et observatorium. Et fængsel.
Hun åbnede op, kunne mærke summen i sine fingre. Hun trådte igennem og lukkede efter sig. Væk var hendes værelse, istedet var den grålige substans der gjorde det ud for Breeder familiens lod og hjem.
Stilheden var ikke trykkende, men sugende. Hun følte ingen nostaligi da dørene åbnede sig for hende og hun var inde i hall’en, istedet havde hun lyst til at kaste op ved synet af patriak og matriak billederne der hang overalt. Hun kunne navnene på hver eneste af dem. Hendes kød og blod.
Eeon var bare aldrig blevet accepteret af nogen som en Breeder.
”Hjem kære hjem,” sagde hun højt og muntert, med visheden om at mere end en lyttede til hendes hæles faste klikken mod gulvet og så på hendes velformede røv der banede sig vej under åsynet af påmålede ens blå blikke fra potrætterne.

Så vidt

”Jeg har hørt dig,” snerrede hun.
Vaskemaskinerne rumlede og tumblerne brummede. Lydende mindede hende ganske svagt om havet. Hun vendte sig ikke rundt, men forsatte med at lægge kluderne sirligt sammen med hidsige bevægelser.
Han rømmede sig.
Typisk kropsnært tøj, sandfarvet hår og blå øjne.
”Hvor langt fra er du?” Hun havde hænderne placeret i siderne. Langt lavere end ham, men alligevel formåede hun at nedstirre ham.
”Hvad mener De?” hans stemme virkede tør. Nervøs.
”Hvilken generation er du?” hun prøvede at virke kold.
”Den syvende.”
Han var virkeligt tyndblodet. Udvandet. Mere menneske end noget andet. Hun vendte sig rundt. Han lignede en der hellere vil være hjemme hos sine børn, konen og et eller andet kæledyr.
”Hvorfor har hun sendt dig?” hun krævede et svar. Manden sank. Først da gik det op for Eeon, at han var bange for hende. ”Jeg ved det er hende så drop de løgne, hun har bedt dig fortælle.”
”Deres søster sender bud efter Dem. Fruen har noget vigtigt at fortælle Dem, men først ville hun vide, hverdan det stod til.”
”Du mener, hun ville vide om jeg havde alle i min vold og forvandlet stedet til en hær af mine viljeløse slaver.”
Pernille stod i døren, med en tom kurv under armen.
”Eeon, vasker du sort?” så opdagede hun manden og den lidt anspændte stemning. ”Er I okay?”
Eeon smilede til hende. Faktum var at siden hendes udbrud over for Rasmus, havde hun holdt sig fra begge. Hun tvivlede ikke et øjeblik på at Rasmus havde fortalt Pernille det hele.
”Pernille, det her er min fætter langt ude. Han kom bare forbi for at invitere mig til en familiesammenkomst.”
Pernille rakte hånden frem med et fornyet smil. Han tog den og smilede venligt. Eeon havde lyst til at flække hans kranium.
”Jeg troede slet ikke, du havde noget familie.” sagde hun undrende.
De grinede alle tre lidt hult.
Så Rasmus havde måske ikke fortalt alt. Hun blev en smule formildet og skamfuld over sin opførelse.
”Nej jeg har skam masser af familie. Vi foretrækker bare ikke at have noget med hinanden at gøre. Jeg skal nok vaske dit med,” Eeon gjorde en gestus mod bordet hvor alt sort tøj allerede lå i en bunke og ventede på at blive lagt ind.
”Jamen så smutter jeg bare op igen. Jeg kommer og henter mit tøj bagefter.”  Der var noget i Pernilles stemme der indikerede at hun også ville komme tilbage for at tjekke den skøbelige, blonde pige.
Eeon og manden så på hinanden.
”Sig til hende at hun kan stikke sin fortælling op hvor solen aldrig skinner. Jeg har ikke noget at sige til hende og hun har gjort det klart at den sidste der skal siges noget til er mig.”
”Men, frøken ...”
”Nej.”
”Hele Breeder familien har brug for dig.”
Eeon så på ham. Der var ingen løgn.
En ufrivillig trækning løb over hendes ansigt. Den lede sæk. Hun vidste at Eeon havde lovet deres far at være der skulle det komme så vidt.

Problemer

"Hvad fuck, er der galt med dig?" Rasmus hev hende i armen.
Hun prøvede at holde kropskontakt på et minimum med ham. Piger var ikke tilbøjelige på samme måde, men nogen gange skete det uden hun ville det og de var hendes venner. Begge to.

"Hvad mener du?" spurgte hun overdrevent uskyldigt.

"Så stop dog lige op for helvede."

Eeon stoppede endeligt og så på ham. Han var rød i hovedet og svedte. Havde de løbet? Hun var ikke helt sikker, men blev heller ikke stakåndet, ikke af den smule løb.

Rasmus satte hænderne på knæene og gispede.

"Jeg fatter ikke hvordan ... den lille krop kan ... bevæge sig så ... hurtigt." 

Hun skød hoften ud og placerede en hånd på den.

"Og hvordan kan du ikke svede, det freaking varmt i dag?"

Hun havde lange, posede, sorte bukser på og en stor T-shirt. Det sorte skærmede hende, viste ingenting. 

"Gener." Hendes standardsvar. "Hvad er der så?"

"Du er pisse sur. Du forsvinder i to dage uden at sige en skid til nogen og nu er du bare pissed."

Hun rynkede på brynene, næsen krøllede sammen. Hun snerrede ad ham. Så glattedes hendes ansigt i en neutral maske, der ingenting viste, før det blev til et smil.

"Jeg har bare lige en masse, okay?"

"Som hvad?"

"Det rager ikke dig," hun kunne ikke holde det tilbage. Hvorfor snagede han?

"Hey, jeg prøver jo bare at hjælpe."

Angsten, vreden og frustrationen. Den boblede inden i hende. Hans anklagende øjne og sårede udtryk, fordi hun aldrig havde været sur, mens de havde kendt hinanden. Ikke på ham. Ikke på hans bedste veninde.

"Men du vil ikke hjælpes, så fint nok. Sig til når jeg ikke længere er i vejen."

"Fordi alt handler bare om dig, ikke, Rasmus?" Hun pustede sig op og strøg en blond tot bag over øret. "Du har det bare så skide svært med alting. Pigerne der bare stiller sig i kø for dig, Pernille, som du ville dø uden og jeres perfekte familier. Men alting er ikke perfekt, okay? Jeg har det ikke peachy keen hele tiden. Jeg er ikke som dig."

"Hvordan er du så? Du siger jo ikke noget. Så hvis skyld er det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige?"

"Du skal bare holde din kæft."

"Sådan er et venskab ikke, Eeon. Jeg ved ikke, hvordan det har været før, men jeg bekymrer mig sgu da, når du bare skrider uden at sige noget."

"Det har jeg ikke bedt dig om."

"Men sådan er det."

Venskab. Omsorg. Hvem troede han, at han var? Jesus?

"Jeg vil bare hjælpe. For helvede, altså." Han sukkede dybt og lagde armene om hende. Han trak hende ind til sin varme krop og holdt godt fast. Bare et øjeblik gav hun efter, hun havde brug for det. Én der holdt af hende.
Eeon stivnede. Det her var ikke godt. 

Med et skub trak hun sig væk. 

Rasmus så på hende.

Det var for sent.

Måske det ikke skete lige nu, men han havde mærket det. Lige nu hjalp tøjet hende. Den grimme frisure. Brillerne der gled på hendes næse. Briller med almindeligt glas i. 

"Du kan ikke hjælpe med noget, fat det dog," hvæsede hun og håbede det var tilpas vredt. Hun vendte rundt og begyndte at løbe.

"Det er også meget nemmere at skride fra problemerne!"

Hvorfor stoppede hun og marcherede tilbage? Hvorfor provokerede det hende?

Hun prikkede ham i brystet med en stiv finger.

"Fint!" råbte hun. "Min mor kunne ikke beholde mig, så jeg blev givet til min far, et dumt svin, hele hans familie hader mig, så de satte mig af et sted, da han døde og siden da har jeg været på børnehjem, kastet rundt hos flere plejefamilier end jeg er år. Så staten har gjort mig myndig, fordi jeg løj om min alder. Ja, Rasmus, jeg er femten. Okay? Da jeg tog væk for to uger siden, var det for t mødes med den her pusher jeg kender, som jeg skamkneppede, indtil jeg skred fra ham, igen, fordi jeg bare gerne ville føle mig elsket og han var ledig. Så undskyld, fordi jeg ikke gider, at snakke med dig om mine problemer, når du har det perfekte, uproblematiske liv."

Han blev hvid i sit rødmossede ansigt. Hans flotte markerede linjer stod frem. Han trak vejret skarpt gennem næsen. Så kom medlidenheden.

"D-det vidste jeg sgu ikke," han kørte hånden igennem håret.

"Nu gør du og du kan ikke gøre en skid ved det."

Denne gang sagde han ikke noget, da hun løb væk.

Tre dage

Tøjet var ubrugeligt. Hun smed det bare. Vandet var tørret på hendes krop og hvide saltede plamager kunne se på den lyse hud indenunder. Blodårerne der som sorte, nøgne træer bredte sig op ad benene.
Havde hun tre dage? Hun havde allerede brugt to i vandet og hun skød på at fem dage var nok til at gennemgå planeten. Måske seks. Hvis hun var heldig syv. Hun regnede med tre. Hun kunne stadig fornemme det, hvilket betød at porten var åben. Det var hende der blev ledt efter´, ikke bare tjekket, hende.
Eeon skyllede vandet af sig og vaskede det hvidblonde hår rent. Hun behøvede det ikke, men det var en norm at man ikke lignede et havmonster og den fulgte hun.
Skulle hun smutte? Bare rejse ud. Hun vidste godt at åbne op var udelukket, det ville være at efterlade et skrigende brødkrumme spor der til sidst ville fæste hende til en langt værre straf, end det hun nu havde i vente.
Tre dage.
Hvorfor brugte hun også det her navn. Det var så let at finde.
Hun lukkede øjnene. Tvang sig selv til at slappe af. Vandet havde formået at skubbe tankerne væk, men nu var hun tilbage og den salte væske kunne ikke holde alt på afstand.
Derfor nynnede hun ganske sagte. Bare beroligende. Stille. En langsom melodi der var smuk i sin melankoli. Knapt hørligt.
Eeon slukkede for vandet, trådte ud og lod et håndklæde omfavne sig, endnu nynnende. Det våde hår var tungt.
Hun hørte pludseligt tydeligt hulkene fra den anden side af væggen. Med det samme stoppede hun.
Tre dage.
Hun ville blive. Vente. Tage det.
Fuck hvor hun hadede dem alle sammen.

Åbnet op

Luften var nærmest sprød. Den smagte underligt på hendes tunge. Den første frostmorgen. Græsset var endnu hvidt. Ånden stod ud af hendes mund som tåge. Havet slikkede mod kanten.
Hun stod på havnekajen og så ud over. Horisonten var uendelig i dette svage lys. Hun var uendelig. Hun så op og der var den. Fuldmånen der fik hende til at længes. Gjorde hende følende og syg på en måde som ikke kunne lindres.
Eeon trådte bare et skridt ud over kanten og dumpede ned i vandet. Saltet trængte ind. Vandet dæmpede alle lyde. Hun åbnede øjnene. Kulden generede hende ikke. Eeon begyndte at svømme. Stærke tag som den spinkle krop ikke viste den gemte på.
Hun ville komme tilbage om nogle dage, når hun ikke kunne blive i vandet mere. Hun ville føle sig hel. Nej, det gjorde hun aldrig. Hun følte sig aldrig hel. Hun passede aldrig ind. Hun stod ud. Hun var et udskud. Et misfoster. Selv hendes venner kommenterede det og de kendte ikke hende.
Bølgernes vuggen, skumsprøjtet, det uendelige ocean tog hendes tanker og gemte hendes tårer i deres mængde.
Hun lod strømmen bærer sig, holdt vejret og dykkede dybt.
Eeon vidste det lige da. Noget ændrede sig. Noget var på vej. Det summede substansen. Hun kunne smage det i saltet. Hun kunne mærke det lige så tydeligt som havet mod hendes hud. Nogen havde åbnet op. Og det var ikke hende.

Bitch

Eeon lænede sig smilende mod dørkarmen. Hun så ind i den mørke lejlighed og bankede på den åbenstående dør.
Han kom ud fra badeværelset. Øjnene knebet sammen, håndklæde om lænden og vådt hår i øjnene. Vandet på hans krop fik hende til at længdes efter ham.
”Hvor fanden har du været,” sagde han og de maskuline, hårde træk blødte op, da han smilede og trak hende hen til sig. Deres læber mødtes og hun spekulerede på det samme. Han gav slip og rørte ved hendes kind, så ind i hendes øjne.
”Eeon, du er fandme en sæk,” sagde han vredt, men gav ikke slip. ”Ingenting i en måned og så står du bare her og jeg har så meget lyst til dig, at jeg har glemt, hvorfor jeg var sur.”
Hun smilede. Læberne rosa, håret fyldigt, kjolen stramtsiddende og lokkende. Hendes ben blev vist frem af stiletterne.
”Du er min bitch,” sagde hun med en stemme hendes nye venner aldrig havde hørt og aldrig skulle høre. 
Han bed sammen foran hendes ansigt og tænderne afgav et højlydt klik. De store hænder bevægede sig ned ad hendes timeglas figur. Mærkede på den krop de havde savnet, for hun så det tydeligt i hans øjne.
”Hvor længe er jeg din bitch?” spurgte han.
Eeon ville gerne svare ham ærligt og sige at det kun var til i overmorgen for hun havde en spansk afleveringsdate med Pernille, men han anede ikke at hun var i gymnasiet. Han havde kun et navn. Som han troede var falskt.
”Det finder du ud af,” smilede hun og skænkede det ikke en tanke at han begærede hende for hendes perfekte krop og hendes sexede udstråling, som hun gemte væk for gymnasievennerne bag poset tøj og grimme briller. Denne side af hende var farlig. Utæmmet. Genetisk kodet. Hun lokkede mænd. Det var hendes kald. Det var lige før hun sang.

Analyse

De andre dissekerede teksten bid for bid. Eeon havde mistet interessen for en halv time siden. Nu surfede hun på internettet. Hun elskede det udtryk. Følte sig bedre tilpas ved at få det til at lyde så aktivt. Faktisk ville hun gerne ud og svømme. Eller paraglide. Bungeejump. Noget der ikke var denne latterlige analyse af Jeppe Aakjær, som hun havde færdiggjort efter de første 30 minutter.
”Eeon!”
”Hvad?”
Pernille og Rasmus så begge på hende. Han rystede på hovedet, hun lo.
”Rasmus henter cola, er der andet, du vil have?”
”Er vi færdige?”
”Fuck nej, men jeg har brug for sukker, hvis vi skal blive ved.” Rasmus havde rejst sig.
”Cola er fint, tak.”
Han slog hende på armen og Eeon ømmede sig, selv om det på ingen måde gjorde ondt på hende.
”Følg nu med, Blondie.”
Døren smækkede bag ham og hun faldt med et suk bagover i hans seng.
”Du er ikke særlig god til inaktivitet, vel?” spurgte Pernille, inden hun stoppede en lok hår mellem læberne.
Eeon overvejede at lyve, men med Pernille på samme gang som hende var det umuligt for veninden ikke at se Eeons konstante kommen og gåen.
”Nej,” hun satte sig igen op og trak på skulderne. ”Det er genetisk.”
”Er dine forældre superaktive da?”
Hun havde ikke fortalt dem om børnehjemmene, plejefamilierne og den konstante skiften af skoler, hendes liv havde været præget af. De vidste at hun boede på kollegiet, at hun endnu ikke var fyldt atten, men heller ikke hvor langt fra og at hun var dygtig til det meste.
”Hvad laver de?”
Ordene kom så let. En variation af en sandhed, som blev modificeret så den passede til Pernilles forståelse. Ikke fordi veninden var dum, men hun ville ikke forstå, fordi hun ikke kunne.
”Min far arbejdede for et stort firma, hvor han førte tilsyn med dets afdelinger i resten af verden. Det var på en af de ture han mødte min mor,” hun skjulte et bittert smil. Mødte? Nærmere opsøgte med en eneste hensigt. ”Han døde for en hel del år siden.”
Han døde da hun var fem. Alderdom. Ganske naturligt, for deres familie. Hun var ikke i tvivl om, at han havde elsket hende, hvilket de andre heller ikke havde været og derfor var hun blev afsat her. Det var umuligt for hende at være hos hendes mor.
”Det er jeg ked af.”
”Det skal du ikke være, han var et dumt svin.”
”Så er der cola og ta-dah: vingummibamser,” posen raslede i hans hånd.
Eeon smilede stort til ham og ignorerede Pernilles medfølende blik fuldstændigt, glad for Rasmus' evne til at bryde ind.
”Du er en snuske,” sagde hun og ønskede at fortælle dem, hun havde lavet analysen og de bare kunne skrive af, men vidste at de igen ville se på hende, som var hun en freak og hun prøvede virkeligt at opføre sig bare nogenlunde normalt.

Joint

Rasmus og Pernille delte den lille joint mellem sig. Eeon lå på græsset og så op i himlen.
”Jeg fatter stadig ikke hvordan du kunne løse den ligning så hurtigt, vi havde jo lige lært det,” mumlede Rasmus.
Eeon sukkede. Han havde pærret rundt i det lige siden matematik og det hjalp ikke på at han var ved at være godt stenet.
”Eeon kan alt, er det så svært at forstå?” sagde Pernille let.
Euforiserende stoffer bed ikke på Eeon på samme måde som de andre. Hun følte sig måske bedre tilpas, men ikke høj, skæv eller døsig. Hun fik ikke frådern på og behøvede ikke at raide et køleskab.
”Jeg er matematik geniet, det ved du godt,” sagde Rasmus en anelse surt.
Nogen gange misundte Eeon deres forhold, de to der havde gået i klasse sammen altid. Eeon kendte så få mennesker der var bastante i hendes liv. Faktisk kendte hun ingen. Ikke nogen hun måtte være sammen med.
”Ja, ja, Eeon er bare bedre,” drillede Pernille.
”Fuck man, en vild himmel.” Rasmus skiftede pludseligt fokus.
Eeon tænkte på en andne langt mere imponerende himmel. Uendelig. Uberørt. Til eventyrer og elskerer.
’Eeon kan alt.’
Hun ville gerne fortælle dem hvad hun ikke kunne. Hvor mange begrænsinger hun havde. Hvor meget af sig selv hun begravede og ikke kunne fortælle dem om.  
”Månen ser ud til at være helt vildt tæt på,” gispede hendes mørkhårede veninde. Hun skuttede sig.
Eeon lå kun i sine sportsshorts og T-shirt. De andre havde halstørklæder på og store trøjer. Eeon havde ikke gåsehud temperaturændringer var noget hun tilpassede sig, ikke noget hun klædte sig efter, medmindre hun var opmærksom på det. Hendes lyse hud stod ud mod det mørke græs. Hun burde tage hjem.
I stedet rakte hun ud efter jointen og inhalerede kraftigt. Hun beholdt røgen i lungerne i langt tid før hun langsomt lod den sive ud.
”Hun er fandme også bedre til at ryge end jeg er og jeg har gjort det siden jeg var tolv,” mumlede Rasmus.

Pizza med pepperoni

”Pizza med pepperoni om ti minutter.”
Eeon lo ned i telefonen. Hver gang Rasmus ringede sagde han aldrig hej som et normalt menneske, han ventede heller ikke på at andre sagde hej, han talte bare.
”Fint, jeg er i bad, så bare kom ind.”
”Er du i bad nu?”
”Ja, det kaldes stemmekontrol.”
”Så er der os der ikke fatter teknologi efter 2001.”
”Vi ses om ti minutter.”
Hun sukkede. Hun havde lagt i badekarret i en time. Normalt ville hun være blevet liggende mindst en time mere. Det var bare så typisk Rasmus. Han havde en evne til at forstyrre, selv om han aldrig vidste det.
Den lille spinkle krop rejste sig op drivende af vand. Hun følte at hun forlod en lille del af sig selv, ved at afbryde kontakten med den velkendte våde substans allerede. Hun følte sig ikke beskidt. Det var bare følelsen af vandet der manglede.
Med effektiv systematik viklede hun vant et håndklæde om den delikate krop og åbnede vinduet. Det tildampede rum blev om muligt endnu mere tåget. Hun talte til ti, før hun åbnede døren ud til værelset, hvori hun også åbnede vinduet. Hun havde fem minutter. Alt hvad der mindede om musik blev smidt ned i kisten, som med bordpladen på bare lignede et temmeligt massivt bord.
Tøjet, bøgerne og  resten af hendes ting der flød lod hun være. Så lukkede hun vinduet igen, lukkede døren ind til badeværelset.
Kollegieværelset var noget kommunen havde tildelt hende fordi hun ikke havde andre steder. Det var ikke stort, men det var så meget større end hvor hun ellers havde boet igennem sit liv.
Hun trak en poset T-shirt med ordene ’I love fucking’ over hovedet og trak et par Hummel-bukser op over røven, netop som døren nærmest blev slået ind og afslørede Rasmus.
”ER DU NØGEN!”
”Nej.”
Skuffet så hendes bedste ven på hende.
”Nej det kan jeg se,” han havde en kæmpe pizzabakke balancerende på sin ene håndflade og en stor cola i den anden. ”Man, her er værre end i en sauna, jeg fatter ikke hvordan du kan holde det ud.”
Eeon smilede og rystede på hovedet. For bare fem minutter siden havde det været værre end i en sauna, nu var det bare noget nær normalt, men som han stadig ville brokke sig over.
”Pernille kommer også, og når vi har set filmen laver vi dansk,” Rasmus smed pizzaen på bordet.
Hun nikkede. Pludseligt, men ikke for første gang, følte hun sig umådeligt taknemmelige over at være her, have sit eget værelse, ikke noget børnehjem eller plejefamilier. Bare sig selv og venner hun ikke skulle rejse fra.

 

Udseende

Spejlbilledet så på hende. Hun lukkede øjnene for at åbne dem igen, men det var stadig det samme hendes blik mødte. De blege øjne, næsten gennemsigtig blå, med den sorte pupil særligt udstående. Hun trak lidt ud i huden ved kanten, men det blev de ikke mindre skrå af. Hun bed sig i kinden,
Håret havde hun ladet gro langt. Alt for langt, indså hun, som det strejfede hendes hofter. Dets delikate struktur, præcist så silkeblødt som det gav sig ud for. Platinblond kaldte de hende.
I hendes nøgenheds perfektion vidste hun godt hvorfor hun altid overgav sig til store T-shirts og løse bukser, hvorfor ucharmerende joggingtøj var bedre end smart feministisk mode der ikke kunne andet end klæde hendes krop. En krop designet til at hive blikke til sig og lade sig beundre og begære. De buede hofter, den smalle talje, de faste, runde bryster der sidder som var de støbt i den silikone så mange betalte dyrt for.
Hun truttede læberne, hvilket gjorde dem større, fremhævede de meget skrå kindben og den feminine kæbe der ledte til en hals man havde lyst til at følge med fingerne til kravebenet.
Designet, bestemt, men ikke ligefrem intentionen ville hun mene, hvilket fremkaldte et smil der viste tænder umuligt perfekte og hvide som efter en behandling de aldrig havde fået.