Efterladt

”Eeon?”
”Ja.”
”Kan du lide at være her hos far?”
”Nej.”
”Kan du lide far?”
”Ja, far.”
”Ved du godt jeg elsker dig Eeon?”
”Mmh.”
”Godt. Du er en meget speciel lille pige. Du er min pige, Eeon. Du er en Breeder.”
”De andre siger, at jeg ikke må  sige, jeg hedder Breeder.”
”Eeon, når jeg dør ...”
”Dør du?”
”Ja, jeg dør, og når jeg gør bliver du sendt væk.”
”Til mor?”
”Nej.”
 
”Far?”
”Ja, min engel.”
”Dør du nu?”
”Ikke lige nu.”
”Lad være med at dø mens jeg sover.”
”Ja, min ven.”
 
”Eeon, min lille velsignelse, du skal være stolt af dit navn, altid. Det er en arv du aldrig kan løbe fra, men du skal være den du er og du er ikke som Breeder er flest. Du kommer til at være anderledes og du skal blot gøre hvad du finder bedst. Du skal gøre det der er rigtigt. Ikke fordi normene siger det, men fordi det er det rigtige at gøre. Jeg har aldrig gjort noget jeg følte for, ud over dig. Du er det eneste rigtige i mit liv.”
Hun forstod det ikke.
Derfor lod hun som hun sov.
Da hun vågnede næste morgen fortalte ingen det til hende. Heller ikke da hun spurgte. Slet ikke da de truede med at slå hende ihjel, hvis hun brugte nogen af sine evner og hun troede dem. Hun troede på dem, da de sagde, at hun ikke var en Breeder. At det kunne hun ikke hedde. Hun var ingenting. De ville gerne slå hende ihjel lige nu, men sådan var reglerne ikke. Man skulle begå fejl og at blive født var ikke en af dem. De ville tjekke op på hende. Se om hun begik fejl for så kunne de så let skille hende af med livet.
De behøvede ikke at sige det. De ville efterlade hende et sted, som far havde sagt. Hun var fem, men for klog. To og to gav fire.
Han døde mens hun sov.