Krager

Gamle vamle krage.
Tre ord. En bedre beskrivelse fandtes ikke. Eeon holdt ikke engang udtrykket af lede fra sit ansigt. Hvorfor skulle hun?
Bredt ud over en chaisselon, med et spraglet tæppe om sine tynde gamle krop.
”Lille Eeon,” spyttede hun.
Overraskende nok var hendes stemme lige så kantet og skinger som da Eeon var barn. Hun huskede alt for godt de hårde ord den stemme havde tildelt hende hver gang Albrecht vendte sig væk.
”Gamle sæk,” svarede Eeon, som havde hun rent faktisk hilst høfligt med hendes navn.
”Frue,” sagde en eller anden fjerde generations Breeder med grønne øjne. 
Det var ikke fordi Eeon havde noget imod de mindre renblodede, hun var dem af dem der var mest udvasket selv om hun kom fra den direkte linje.
Men ’fruen’ holdt hånden op og de trådte tilbage. Hele familien mødt op for at kunne se på Eeon. Hun smilede.
Det gjorde Straff ikke. Hendes rynkede, fallerede ansigt med samme blå øjne som Eeons udstrålede indsestængt vrede.
”Jeg antager at de andre er døde,” sagde Eeon, fordi hun vidste det ville gnide salt i såret. Ganske rigtigt fortrak Straffs ansigt sig og noget af den ophøjede elegance svandt.
”Jeg er den sidste tilbage.”
Eeon løftede brynene i forstilt overraskelse.
”Og ingen børn. Fra nogen af jer? Otte søskende og ikke et eneste stykke brugbart afkom.” Hendes hånlatter gjorde dem utilpasse.  ”Så du nedlod dig til at ringe efter fars sidespring.”
Straffs ansigt strammedes ud i en vred grimasse.
”Du er den sidste tilbage der kan åbne op.”
Hun burde have regnet den ud.  Alligevel blev hun overrasket. Hun var her ikke af den grund hun troede. Hun var her for at få overrakt ansvaret.
Af sig selv begyndte hendes hoved at ryste i benægtelse. Hendes ansigt til et snerrende emotionelt kaos. Hun havde altid fået af vide det ikke var en mulighed. Aldrig. Nogen. Sinde. Hun var mutanten. Særlingen. Misfosteret. Fars klamme sidespring ingen kunne lide. De skulle nok få børn. Dem alle sammen. Børn der ikke døde. Børn der duede. Børn der ikke var hende. 
”Jeg dør snart, Verona er din guideline og så må du starte.”
”Nej.”
”Det er en ordre.”
”Hør her din vamle so, jeg tager ikke imod ordre fra dig. Husker du delen hvor i smed mig ud af familien og efterlod mig?”
”Eeon Breeder ...” ”Bare Eeon. Jeg har aldrig, aldrig! været en fucking Breeder. Har jeg?”
”Hør her din bastard, du gør som der bliver sagt.”
Eeon lo. Koldt og kynisk. Smuk i sin lede og vrede.