Problemer

"Hvad fuck, er der galt med dig?" Rasmus hev hende i armen.
Hun prøvede at holde kropskontakt på et minimum med ham. Piger var ikke tilbøjelige på samme måde, men nogen gange skete det uden hun ville det og de var hendes venner. Begge to.

"Hvad mener du?" spurgte hun overdrevent uskyldigt.

"Så stop dog lige op for helvede."

Eeon stoppede endeligt og så på ham. Han var rød i hovedet og svedte. Havde de løbet? Hun var ikke helt sikker, men blev heller ikke stakåndet, ikke af den smule løb.

Rasmus satte hænderne på knæene og gispede.

"Jeg fatter ikke hvordan ... den lille krop kan ... bevæge sig så ... hurtigt." 

Hun skød hoften ud og placerede en hånd på den.

"Og hvordan kan du ikke svede, det freaking varmt i dag?"

Hun havde lange, posede, sorte bukser på og en stor T-shirt. Det sorte skærmede hende, viste ingenting. 

"Gener." Hendes standardsvar. "Hvad er der så?"

"Du er pisse sur. Du forsvinder i to dage uden at sige en skid til nogen og nu er du bare pissed."

Hun rynkede på brynene, næsen krøllede sammen. Hun snerrede ad ham. Så glattedes hendes ansigt i en neutral maske, der ingenting viste, før det blev til et smil.

"Jeg har bare lige en masse, okay?"

"Som hvad?"

"Det rager ikke dig," hun kunne ikke holde det tilbage. Hvorfor snagede han?

"Hey, jeg prøver jo bare at hjælpe."

Angsten, vreden og frustrationen. Den boblede inden i hende. Hans anklagende øjne og sårede udtryk, fordi hun aldrig havde været sur, mens de havde kendt hinanden. Ikke på ham. Ikke på hans bedste veninde.

"Men du vil ikke hjælpes, så fint nok. Sig til når jeg ikke længere er i vejen."

"Fordi alt handler bare om dig, ikke, Rasmus?" Hun pustede sig op og strøg en blond tot bag over øret. "Du har det bare så skide svært med alting. Pigerne der bare stiller sig i kø for dig, Pernille, som du ville dø uden og jeres perfekte familier. Men alting er ikke perfekt, okay? Jeg har det ikke peachy keen hele tiden. Jeg er ikke som dig."

"Hvordan er du så? Du siger jo ikke noget. Så hvis skyld er det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige?"

"Du skal bare holde din kæft."

"Sådan er et venskab ikke, Eeon. Jeg ved ikke, hvordan det har været før, men jeg bekymrer mig sgu da, når du bare skrider uden at sige noget."

"Det har jeg ikke bedt dig om."

"Men sådan er det."

Venskab. Omsorg. Hvem troede han, at han var? Jesus?

"Jeg vil bare hjælpe. For helvede, altså." Han sukkede dybt og lagde armene om hende. Han trak hende ind til sin varme krop og holdt godt fast. Bare et øjeblik gav hun efter, hun havde brug for det. Én der holdt af hende.
Eeon stivnede. Det her var ikke godt. 

Med et skub trak hun sig væk. 

Rasmus så på hende.

Det var for sent.

Måske det ikke skete lige nu, men han havde mærket det. Lige nu hjalp tøjet hende. Den grimme frisure. Brillerne der gled på hendes næse. Briller med almindeligt glas i. 

"Du kan ikke hjælpe med noget, fat det dog," hvæsede hun og håbede det var tilpas vredt. Hun vendte rundt og begyndte at løbe.

"Det er også meget nemmere at skride fra problemerne!"

Hvorfor stoppede hun og marcherede tilbage? Hvorfor provokerede det hende?

Hun prikkede ham i brystet med en stiv finger.

"Fint!" råbte hun. "Min mor kunne ikke beholde mig, så jeg blev givet til min far, et dumt svin, hele hans familie hader mig, så de satte mig af et sted, da han døde og siden da har jeg været på børnehjem, kastet rundt hos flere plejefamilier end jeg er år. Så staten har gjort mig myndig, fordi jeg løj om min alder. Ja, Rasmus, jeg er femten. Okay? Da jeg tog væk for to uger siden, var det for t mødes med den her pusher jeg kender, som jeg skamkneppede, indtil jeg skred fra ham, igen, fordi jeg bare gerne ville føle mig elsket og han var ledig. Så undskyld, fordi jeg ikke gider, at snakke med dig om mine problemer, når du har det perfekte, uproblematiske liv."

Han blev hvid i sit rødmossede ansigt. Hans flotte markerede linjer stod frem. Han trak vejret skarpt gennem næsen. Så kom medlidenheden.

"D-det vidste jeg sgu ikke," han kørte hånden igennem håret.

"Nu gør du og du kan ikke gøre en skid ved det."

Denne gang sagde han ikke noget, da hun løb væk.