”Jeg fatter stadig ikke hvordan du kunne løse den ligning så hurtigt, vi havde jo lige lært det,” mumlede Rasmus.
Eeon sukkede. Han havde pærret rundt i det lige siden matematik og det hjalp ikke på at han var ved at være godt stenet.
”Eeon kan alt, er det så svært at forstå?” sagde Pernille let.
Euforiserende stoffer bed ikke på Eeon på samme måde som de andre. Hun følte sig måske bedre tilpas, men ikke høj, skæv eller døsig. Hun fik ikke frådern på og behøvede ikke at raide et køleskab.
”Jeg er matematik geniet, det ved du godt,” sagde Rasmus en anelse surt.
Nogen gange misundte Eeon deres forhold, de to der havde gået i klasse sammen altid. Eeon kendte så få mennesker der var bastante i hendes liv. Faktisk kendte hun ingen. Ikke nogen hun måtte være sammen med.
”Ja, ja, Eeon er bare bedre,” drillede Pernille.
”Fuck man, en vild himmel.” Rasmus skiftede pludseligt fokus.
Eeon tænkte på en andne langt mere imponerende himmel. Uendelig. Uberørt. Til eventyrer og elskerer.
’Eeon kan alt.’
Hun ville gerne fortælle dem hvad hun ikke kunne. Hvor mange begrænsinger hun havde. Hvor meget af sig selv hun begravede og ikke kunne fortælle dem om.
”Månen ser ud til at være helt vildt tæt på,” gispede hendes mørkhårede veninde. Hun skuttede sig.
Eeon lå kun i sine sportsshorts og T-shirt. De andre havde halstørklæder på og store trøjer. Eeon havde ikke gåsehud temperaturændringer var noget hun tilpassede sig, ikke noget hun klædte sig efter, medmindre hun var opmærksom på det. Hendes lyse hud stod ud mod det mørke græs. Hun burde tage hjem.
I stedet rakte hun ud efter jointen og inhalerede kraftigt. Hun beholdt røgen i lungerne i langt tid før hun langsomt lod den sive ud.
”Hun er fandme også bedre til at ryge end jeg er og jeg har gjort det siden jeg var tolv,” mumlede Rasmus.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar