Eeon lo ned i telefonen. Hver gang Rasmus ringede sagde han aldrig hej som et normalt menneske, han ventede heller ikke på at andre sagde hej, han talte bare.
”Fint, jeg er i bad, så bare kom ind.”
”Er du i bad nu?”
”Ja, det kaldes stemmekontrol.”
”Så er der os der ikke fatter teknologi efter 2001.”
”Vi ses om ti minutter.”
Hun sukkede. Hun havde lagt i badekarret i en time. Normalt ville hun være blevet liggende mindst en time mere. Det var bare så typisk Rasmus. Han havde en evne til at forstyrre, selv om han aldrig vidste det.
Den lille spinkle krop rejste sig op drivende af vand. Hun følte at hun forlod en lille del af sig selv, ved at afbryde kontakten med den velkendte våde substans allerede. Hun følte sig ikke beskidt. Det var bare følelsen af vandet der manglede.
Med effektiv systematik viklede hun vant et håndklæde om den delikate krop og åbnede vinduet. Det tildampede rum blev om muligt endnu mere tåget. Hun talte til ti, før hun åbnede døren ud til værelset, hvori hun også åbnede vinduet. Hun havde fem minutter. Alt hvad der mindede om musik blev smidt ned i kisten, som med bordpladen på bare lignede et temmeligt massivt bord.
Tøjet, bøgerne og resten af hendes ting der flød lod hun være. Så lukkede hun vinduet igen, lukkede døren ind til badeværelset.
Kollegieværelset var noget kommunen havde tildelt hende fordi hun ikke havde andre steder. Det var ikke stort, men det var så meget større end hvor hun ellers havde boet igennem sit liv.
Hun trak en poset T-shirt med ordene ’I love fucking’ over hovedet og trak et par Hummel-bukser op over røven, netop som døren nærmest blev slået ind og afslørede Rasmus.
”ER DU NØGEN!”
”Nej.”
Skuffet så hendes bedste ven på hende.
”Nej det kan jeg se,” han havde en kæmpe pizzabakke balancerende på sin ene håndflade og en stor cola i den anden. ”Man, her er værre end i en sauna, jeg fatter ikke hvordan du kan holde det ud.”
Eeon smilede og rystede på hovedet. For bare fem minutter siden havde det været værre end i en sauna, nu var det bare noget nær normalt, men som han stadig ville brokke sig over.
”Pernille kommer også, og når vi har set filmen laver vi dansk,” Rasmus smed pizzaen på bordet.
Hun nikkede. Pludseligt, men ikke for første gang, følte hun sig umådeligt taknemmelige over at være her, have sit eget værelse, ikke noget børnehjem eller plejefamilier. Bare sig selv og venner hun ikke skulle rejse fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar