Ved alle ikke det?

”Jeg har ikke brug for hende,” sagde Eeon. ”Det ved du godt.”
Straff snøftede.
”Jeg ved ikke, hvad du tror om dig selv, men ingen Breeder er så stærk. Verona er din elektriske impuls.”
”Som du tog fra mig,” sagde Eeon.
”Der hvor du har været har du ikke haft brug for hende.”
Hvilket var sandt. Eeon havde vitterligt ikke brug for den betryggende kvindestemme der fortalte hende hvordan man gjorde i dette univers, eller noget andet for den sags skyld. Hun behøvede ikke Verona til at oversætte for hende.
Hendes smil var ikke forceret. Det var nedladende. Ligesom hendes påtagede afslappede holdning. Det gjorde ikke ondt på hende. Hun følte sig ikke ramt. Denne familie havde allerede knust hende, men nu var hun vel det man kaldte stærkere.
Hun tænkte tilbage på sin tid i dette hus. Hvordan Albrecht havde samlet dem alle. Kaldt alle sine børn til selv samme sal. Han havde løftet hende op, højt over alle deres hoveder. Hendes far. Den højeste af dem. To meter og ti.

”Jeg sværger, dette barn taler flydende trusk.”
”Albrecht, du er den eneste der endnu kan tale det sprog foruden hjælp fra impulserne.”
”Ikke hende her. Hun har lige rettet fire grammatiske fejl i min udtale. Fortæl dem Eeon hvad du sagde til far.”
De andre så med lede på deres far fordi han talte således til sin datter. Denne hjertelige relation. Det var uvant blandt dem. De brød sig ikke om den side ved deres far. De foragtede den.
”Fortæl dem hvordan du vidste det.”
”Ved alle ikke det?” kvækkede den spinkle pigestemme.
”Hvad siger I så. Hun er vores fremtid,” lo den førhen så strenge mand. Den mand de havde respekteret. Han var blevet gammel. Han krammede et lille barn. Viste sin affektion, ”Tre år gammel og hun er smartere end jeg. Du er mit lille mirakel, Eeon.”

”Fint. Så tager jeg tilbage.”
Eeon vendte sig. Hun åbnede op lige der. Salen gispede. Netop den påvirkning hun havde ønsket. De kunne ikke selv og hun kunne forestille sig at Straff havde gjort det til en cermoni fordi hun var så svag. Malkede hver en mulighed.
Verona ville dukke op når end hun kunne. Eeon glædede sig ikke til den tørre faktuelle stemme der fortalte hende ret fra vrang. Hun huskede den kun alt for godt fra sin barndom. Hun huskede også at hun kunne lukke af for det og holde Verona ude. Det var i det mindste en god ting.
Hun stod på værelset tilbage på Jorden. Væk fra Mellemverden. Og hun lukkede igen.
Hun fyldte badekarret og lod sig sænke ned i vandet. Det lettede ingen af hendes tanker, men i det mindste havde hendes anspændte krop det bedre.