Efterladt

”Eeon?”
”Ja.”
”Kan du lide at være her hos far?”
”Nej.”
”Kan du lide far?”
”Ja, far.”
”Ved du godt jeg elsker dig Eeon?”
”Mmh.”
”Godt. Du er en meget speciel lille pige. Du er min pige, Eeon. Du er en Breeder.”
”De andre siger, at jeg ikke må  sige, jeg hedder Breeder.”
”Eeon, når jeg dør ...”
”Dør du?”
”Ja, jeg dør, og når jeg gør bliver du sendt væk.”
”Til mor?”
”Nej.”
 
”Far?”
”Ja, min engel.”
”Dør du nu?”
”Ikke lige nu.”
”Lad være med at dø mens jeg sover.”
”Ja, min ven.”
 
”Eeon, min lille velsignelse, du skal være stolt af dit navn, altid. Det er en arv du aldrig kan løbe fra, men du skal være den du er og du er ikke som Breeder er flest. Du kommer til at være anderledes og du skal blot gøre hvad du finder bedst. Du skal gøre det der er rigtigt. Ikke fordi normene siger det, men fordi det er det rigtige at gøre. Jeg har aldrig gjort noget jeg følte for, ud over dig. Du er det eneste rigtige i mit liv.”
Hun forstod det ikke.
Derfor lod hun som hun sov.
Da hun vågnede næste morgen fortalte ingen det til hende. Heller ikke da hun spurgte. Slet ikke da de truede med at slå hende ihjel, hvis hun brugte nogen af sine evner og hun troede dem. Hun troede på dem, da de sagde, at hun ikke var en Breeder. At det kunne hun ikke hedde. Hun var ingenting. De ville gerne slå hende ihjel lige nu, men sådan var reglerne ikke. Man skulle begå fejl og at blive født var ikke en af dem. De ville tjekke op på hende. Se om hun begik fejl for så kunne de så let skille hende af med livet.
De behøvede ikke at sige det. De ville efterlade hende et sted, som far havde sagt. Hun var fem, men for klog. To og to gav fire.
Han døde mens hun sov.

Krager

Gamle vamle krage.
Tre ord. En bedre beskrivelse fandtes ikke. Eeon holdt ikke engang udtrykket af lede fra sit ansigt. Hvorfor skulle hun?
Bredt ud over en chaisselon, med et spraglet tæppe om sine tynde gamle krop.
”Lille Eeon,” spyttede hun.
Overraskende nok var hendes stemme lige så kantet og skinger som da Eeon var barn. Hun huskede alt for godt de hårde ord den stemme havde tildelt hende hver gang Albrecht vendte sig væk.
”Gamle sæk,” svarede Eeon, som havde hun rent faktisk hilst høfligt med hendes navn.
”Frue,” sagde en eller anden fjerde generations Breeder med grønne øjne. 
Det var ikke fordi Eeon havde noget imod de mindre renblodede, hun var dem af dem der var mest udvasket selv om hun kom fra den direkte linje.
Men ’fruen’ holdt hånden op og de trådte tilbage. Hele familien mødt op for at kunne se på Eeon. Hun smilede.
Det gjorde Straff ikke. Hendes rynkede, fallerede ansigt med samme blå øjne som Eeons udstrålede indsestængt vrede.
”Jeg antager at de andre er døde,” sagde Eeon, fordi hun vidste det ville gnide salt i såret. Ganske rigtigt fortrak Straffs ansigt sig og noget af den ophøjede elegance svandt.
”Jeg er den sidste tilbage.”
Eeon løftede brynene i forstilt overraskelse.
”Og ingen børn. Fra nogen af jer? Otte søskende og ikke et eneste stykke brugbart afkom.” Hendes hånlatter gjorde dem utilpasse.  ”Så du nedlod dig til at ringe efter fars sidespring.”
Straffs ansigt strammedes ud i en vred grimasse.
”Du er den sidste tilbage der kan åbne op.”
Hun burde have regnet den ud.  Alligevel blev hun overrasket. Hun var her ikke af den grund hun troede. Hun var her for at få overrakt ansvaret.
Af sig selv begyndte hendes hoved at ryste i benægtelse. Hendes ansigt til et snerrende emotionelt kaos. Hun havde altid fået af vide det ikke var en mulighed. Aldrig. Nogen. Sinde. Hun var mutanten. Særlingen. Misfosteret. Fars klamme sidespring ingen kunne lide. De skulle nok få børn. Dem alle sammen. Børn der ikke døde. Børn der duede. Børn der ikke var hende. 
”Jeg dør snart, Verona er din guideline og så må du starte.”
”Nej.”
”Det er en ordre.”
”Hør her din vamle so, jeg tager ikke imod ordre fra dig. Husker du delen hvor i smed mig ud af familien og efterlod mig?”
”Eeon Breeder ...” ”Bare Eeon. Jeg har aldrig, aldrig! været en fucking Breeder. Har jeg?”
”Hør her din bastard, du gør som der bliver sagt.”
Eeon lo. Koldt og kynisk. Smuk i sin lede og vrede.

Tilbage

Eeon mærkede den dunkende rytme i sin krop. Den beroligede hende på alle måder. Ikke som Rasmus der sløvede sig selv med hash eller Pernille der løb. Musikken var det der næst efter vand kunne berolige hende mest. De dyre høretelefoner tvang så fantastisk lyd ind i hendes øre at det gav hende kuldegysninger af velbehag.
Kvalmen blev dæmpet.
Hun havde øjnene lukket, som for at beskytte sig selv fra at se på uret. Tiden forsatte uanset hvad. Det kunne hun ikke ændre. Hun var klar når det blev tid. Når hun skulle åbne op og gense sit tabte barndomshjem. Hun sad stiv på stolen. Den smagfulde dybblå kjole der var ærbar, men elegant. De sorte højehælede sko. Håret der var sat kunstfærdigt op i mange små snoninger samlet i en knold der fremhævede hendes hals.
Rasmus havde ringet fire gange for at høre om hun var okay. Penille havde banket på. Nu var klokken to om natten og Eeon ventede. De var tirsdag.
 
”Hej Ramus
Det er mig. Eeon ... øh ... jeg er ked af, jeg blev vred. Det hele er kompliceret. Jeg er nok væk i et stykke tid. Det har ikke noget med dig at gøre. Eller Penille. Det er forpligtelser. Jeg kan ikke forklare det. Du vil ikke kunne forstå det. Nå men ... så ... ja.
Farvel.”

Beskeden føltes tam. Nu kunne den ligge og brænde på hans telefonsvarer. Han sov. Pernille havde hun skrevet et brev til. Stukket det ind under døren. 
Displayet viste hende at det var tid. Nu.
Hun skulle åbne op til mellemverden. Hun vidste at hun kunne. Det lå dybt i hende. Dengang hun endnu boede der, havde det været let for hende at glide igennem. Ubesværet. Som at trække vejret. Eller svømme. Blive begæret.
Alt det som de foragtede hende for og nu ville hun af egen fri vilje lade sig degradere på grund af et gammel løfte til en død mand, der havde elsket hende.
Med en vred bevægelse smed hun høretelefonerne, rejste sig og glattede det blå stof. Eeon følte sig krigerisk og vred, sådan som hun burde. Med et blik rundt i hendes værelse forberedte hun sig på at være i mellemverden om lidt. Tidsløst. Et observatorium. Et fængsel.
Hun åbnede op, kunne mærke summen i sine fingre. Hun trådte igennem og lukkede efter sig. Væk var hendes værelse, istedet var den grålige substans der gjorde det ud for Breeder familiens lod og hjem.
Stilheden var ikke trykkende, men sugende. Hun følte ingen nostaligi da dørene åbnede sig for hende og hun var inde i hall’en, istedet havde hun lyst til at kaste op ved synet af patriak og matriak billederne der hang overalt. Hun kunne navnene på hver eneste af dem. Hendes kød og blod.
Eeon var bare aldrig blevet accepteret af nogen som en Breeder.
”Hjem kære hjem,” sagde hun højt og muntert, med visheden om at mere end en lyttede til hendes hæles faste klikken mod gulvet og så på hendes velformede røv der banede sig vej under åsynet af påmålede ens blå blikke fra potrætterne.

Så vidt

”Jeg har hørt dig,” snerrede hun.
Vaskemaskinerne rumlede og tumblerne brummede. Lydende mindede hende ganske svagt om havet. Hun vendte sig ikke rundt, men forsatte med at lægge kluderne sirligt sammen med hidsige bevægelser.
Han rømmede sig.
Typisk kropsnært tøj, sandfarvet hår og blå øjne.
”Hvor langt fra er du?” Hun havde hænderne placeret i siderne. Langt lavere end ham, men alligevel formåede hun at nedstirre ham.
”Hvad mener De?” hans stemme virkede tør. Nervøs.
”Hvilken generation er du?” hun prøvede at virke kold.
”Den syvende.”
Han var virkeligt tyndblodet. Udvandet. Mere menneske end noget andet. Hun vendte sig rundt. Han lignede en der hellere vil være hjemme hos sine børn, konen og et eller andet kæledyr.
”Hvorfor har hun sendt dig?” hun krævede et svar. Manden sank. Først da gik det op for Eeon, at han var bange for hende. ”Jeg ved det er hende så drop de løgne, hun har bedt dig fortælle.”
”Deres søster sender bud efter Dem. Fruen har noget vigtigt at fortælle Dem, men først ville hun vide, hverdan det stod til.”
”Du mener, hun ville vide om jeg havde alle i min vold og forvandlet stedet til en hær af mine viljeløse slaver.”
Pernille stod i døren, med en tom kurv under armen.
”Eeon, vasker du sort?” så opdagede hun manden og den lidt anspændte stemning. ”Er I okay?”
Eeon smilede til hende. Faktum var at siden hendes udbrud over for Rasmus, havde hun holdt sig fra begge. Hun tvivlede ikke et øjeblik på at Rasmus havde fortalt Pernille det hele.
”Pernille, det her er min fætter langt ude. Han kom bare forbi for at invitere mig til en familiesammenkomst.”
Pernille rakte hånden frem med et fornyet smil. Han tog den og smilede venligt. Eeon havde lyst til at flække hans kranium.
”Jeg troede slet ikke, du havde noget familie.” sagde hun undrende.
De grinede alle tre lidt hult.
Så Rasmus havde måske ikke fortalt alt. Hun blev en smule formildet og skamfuld over sin opførelse.
”Nej jeg har skam masser af familie. Vi foretrækker bare ikke at have noget med hinanden at gøre. Jeg skal nok vaske dit med,” Eeon gjorde en gestus mod bordet hvor alt sort tøj allerede lå i en bunke og ventede på at blive lagt ind.
”Jamen så smutter jeg bare op igen. Jeg kommer og henter mit tøj bagefter.”  Der var noget i Pernilles stemme der indikerede at hun også ville komme tilbage for at tjekke den skøbelige, blonde pige.
Eeon og manden så på hinanden.
”Sig til hende at hun kan stikke sin fortælling op hvor solen aldrig skinner. Jeg har ikke noget at sige til hende og hun har gjort det klart at den sidste der skal siges noget til er mig.”
”Men, frøken ...”
”Nej.”
”Hele Breeder familien har brug for dig.”
Eeon så på ham. Der var ingen løgn.
En ufrivillig trækning løb over hendes ansigt. Den lede sæk. Hun vidste at Eeon havde lovet deres far at være der skulle det komme så vidt.

Problemer

"Hvad fuck, er der galt med dig?" Rasmus hev hende i armen.
Hun prøvede at holde kropskontakt på et minimum med ham. Piger var ikke tilbøjelige på samme måde, men nogen gange skete det uden hun ville det og de var hendes venner. Begge to.

"Hvad mener du?" spurgte hun overdrevent uskyldigt.

"Så stop dog lige op for helvede."

Eeon stoppede endeligt og så på ham. Han var rød i hovedet og svedte. Havde de løbet? Hun var ikke helt sikker, men blev heller ikke stakåndet, ikke af den smule løb.

Rasmus satte hænderne på knæene og gispede.

"Jeg fatter ikke hvordan ... den lille krop kan ... bevæge sig så ... hurtigt." 

Hun skød hoften ud og placerede en hånd på den.

"Og hvordan kan du ikke svede, det freaking varmt i dag?"

Hun havde lange, posede, sorte bukser på og en stor T-shirt. Det sorte skærmede hende, viste ingenting. 

"Gener." Hendes standardsvar. "Hvad er der så?"

"Du er pisse sur. Du forsvinder i to dage uden at sige en skid til nogen og nu er du bare pissed."

Hun rynkede på brynene, næsen krøllede sammen. Hun snerrede ad ham. Så glattedes hendes ansigt i en neutral maske, der ingenting viste, før det blev til et smil.

"Jeg har bare lige en masse, okay?"

"Som hvad?"

"Det rager ikke dig," hun kunne ikke holde det tilbage. Hvorfor snagede han?

"Hey, jeg prøver jo bare at hjælpe."

Angsten, vreden og frustrationen. Den boblede inden i hende. Hans anklagende øjne og sårede udtryk, fordi hun aldrig havde været sur, mens de havde kendt hinanden. Ikke på ham. Ikke på hans bedste veninde.

"Men du vil ikke hjælpes, så fint nok. Sig til når jeg ikke længere er i vejen."

"Fordi alt handler bare om dig, ikke, Rasmus?" Hun pustede sig op og strøg en blond tot bag over øret. "Du har det bare så skide svært med alting. Pigerne der bare stiller sig i kø for dig, Pernille, som du ville dø uden og jeres perfekte familier. Men alting er ikke perfekt, okay? Jeg har det ikke peachy keen hele tiden. Jeg er ikke som dig."

"Hvordan er du så? Du siger jo ikke noget. Så hvis skyld er det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige?"

"Du skal bare holde din kæft."

"Sådan er et venskab ikke, Eeon. Jeg ved ikke, hvordan det har været før, men jeg bekymrer mig sgu da, når du bare skrider uden at sige noget."

"Det har jeg ikke bedt dig om."

"Men sådan er det."

Venskab. Omsorg. Hvem troede han, at han var? Jesus?

"Jeg vil bare hjælpe. For helvede, altså." Han sukkede dybt og lagde armene om hende. Han trak hende ind til sin varme krop og holdt godt fast. Bare et øjeblik gav hun efter, hun havde brug for det. Én der holdt af hende.
Eeon stivnede. Det her var ikke godt. 

Med et skub trak hun sig væk. 

Rasmus så på hende.

Det var for sent.

Måske det ikke skete lige nu, men han havde mærket det. Lige nu hjalp tøjet hende. Den grimme frisure. Brillerne der gled på hendes næse. Briller med almindeligt glas i. 

"Du kan ikke hjælpe med noget, fat det dog," hvæsede hun og håbede det var tilpas vredt. Hun vendte rundt og begyndte at løbe.

"Det er også meget nemmere at skride fra problemerne!"

Hvorfor stoppede hun og marcherede tilbage? Hvorfor provokerede det hende?

Hun prikkede ham i brystet med en stiv finger.

"Fint!" råbte hun. "Min mor kunne ikke beholde mig, så jeg blev givet til min far, et dumt svin, hele hans familie hader mig, så de satte mig af et sted, da han døde og siden da har jeg været på børnehjem, kastet rundt hos flere plejefamilier end jeg er år. Så staten har gjort mig myndig, fordi jeg løj om min alder. Ja, Rasmus, jeg er femten. Okay? Da jeg tog væk for to uger siden, var det for t mødes med den her pusher jeg kender, som jeg skamkneppede, indtil jeg skred fra ham, igen, fordi jeg bare gerne ville føle mig elsket og han var ledig. Så undskyld, fordi jeg ikke gider, at snakke med dig om mine problemer, når du har det perfekte, uproblematiske liv."

Han blev hvid i sit rødmossede ansigt. Hans flotte markerede linjer stod frem. Han trak vejret skarpt gennem næsen. Så kom medlidenheden.

"D-det vidste jeg sgu ikke," han kørte hånden igennem håret.

"Nu gør du og du kan ikke gøre en skid ved det."

Denne gang sagde han ikke noget, da hun løb væk.

Tre dage

Tøjet var ubrugeligt. Hun smed det bare. Vandet var tørret på hendes krop og hvide saltede plamager kunne se på den lyse hud indenunder. Blodårerne der som sorte, nøgne træer bredte sig op ad benene.
Havde hun tre dage? Hun havde allerede brugt to i vandet og hun skød på at fem dage var nok til at gennemgå planeten. Måske seks. Hvis hun var heldig syv. Hun regnede med tre. Hun kunne stadig fornemme det, hvilket betød at porten var åben. Det var hende der blev ledt efter´, ikke bare tjekket, hende.
Eeon skyllede vandet af sig og vaskede det hvidblonde hår rent. Hun behøvede det ikke, men det var en norm at man ikke lignede et havmonster og den fulgte hun.
Skulle hun smutte? Bare rejse ud. Hun vidste godt at åbne op var udelukket, det ville være at efterlade et skrigende brødkrumme spor der til sidst ville fæste hende til en langt værre straf, end det hun nu havde i vente.
Tre dage.
Hvorfor brugte hun også det her navn. Det var så let at finde.
Hun lukkede øjnene. Tvang sig selv til at slappe af. Vandet havde formået at skubbe tankerne væk, men nu var hun tilbage og den salte væske kunne ikke holde alt på afstand.
Derfor nynnede hun ganske sagte. Bare beroligende. Stille. En langsom melodi der var smuk i sin melankoli. Knapt hørligt.
Eeon slukkede for vandet, trådte ud og lod et håndklæde omfavne sig, endnu nynnende. Det våde hår var tungt.
Hun hørte pludseligt tydeligt hulkene fra den anden side af væggen. Med det samme stoppede hun.
Tre dage.
Hun ville blive. Vente. Tage det.
Fuck hvor hun hadede dem alle sammen.

Åbnet op

Luften var nærmest sprød. Den smagte underligt på hendes tunge. Den første frostmorgen. Græsset var endnu hvidt. Ånden stod ud af hendes mund som tåge. Havet slikkede mod kanten.
Hun stod på havnekajen og så ud over. Horisonten var uendelig i dette svage lys. Hun var uendelig. Hun så op og der var den. Fuldmånen der fik hende til at længes. Gjorde hende følende og syg på en måde som ikke kunne lindres.
Eeon trådte bare et skridt ud over kanten og dumpede ned i vandet. Saltet trængte ind. Vandet dæmpede alle lyde. Hun åbnede øjnene. Kulden generede hende ikke. Eeon begyndte at svømme. Stærke tag som den spinkle krop ikke viste den gemte på.
Hun ville komme tilbage om nogle dage, når hun ikke kunne blive i vandet mere. Hun ville føle sig hel. Nej, det gjorde hun aldrig. Hun følte sig aldrig hel. Hun passede aldrig ind. Hun stod ud. Hun var et udskud. Et misfoster. Selv hendes venner kommenterede det og de kendte ikke hende.
Bølgernes vuggen, skumsprøjtet, det uendelige ocean tog hendes tanker og gemte hendes tårer i deres mængde.
Hun lod strømmen bærer sig, holdt vejret og dykkede dybt.
Eeon vidste det lige da. Noget ændrede sig. Noget var på vej. Det summede substansen. Hun kunne smage det i saltet. Hun kunne mærke det lige så tydeligt som havet mod hendes hud. Nogen havde åbnet op. Og det var ikke hende.

Bitch

Eeon lænede sig smilende mod dørkarmen. Hun så ind i den mørke lejlighed og bankede på den åbenstående dør.
Han kom ud fra badeværelset. Øjnene knebet sammen, håndklæde om lænden og vådt hår i øjnene. Vandet på hans krop fik hende til at længdes efter ham.
”Hvor fanden har du været,” sagde han og de maskuline, hårde træk blødte op, da han smilede og trak hende hen til sig. Deres læber mødtes og hun spekulerede på det samme. Han gav slip og rørte ved hendes kind, så ind i hendes øjne.
”Eeon, du er fandme en sæk,” sagde han vredt, men gav ikke slip. ”Ingenting i en måned og så står du bare her og jeg har så meget lyst til dig, at jeg har glemt, hvorfor jeg var sur.”
Hun smilede. Læberne rosa, håret fyldigt, kjolen stramtsiddende og lokkende. Hendes ben blev vist frem af stiletterne.
”Du er min bitch,” sagde hun med en stemme hendes nye venner aldrig havde hørt og aldrig skulle høre. 
Han bed sammen foran hendes ansigt og tænderne afgav et højlydt klik. De store hænder bevægede sig ned ad hendes timeglas figur. Mærkede på den krop de havde savnet, for hun så det tydeligt i hans øjne.
”Hvor længe er jeg din bitch?” spurgte han.
Eeon ville gerne svare ham ærligt og sige at det kun var til i overmorgen for hun havde en spansk afleveringsdate med Pernille, men han anede ikke at hun var i gymnasiet. Han havde kun et navn. Som han troede var falskt.
”Det finder du ud af,” smilede hun og skænkede det ikke en tanke at han begærede hende for hendes perfekte krop og hendes sexede udstråling, som hun gemte væk for gymnasievennerne bag poset tøj og grimme briller. Denne side af hende var farlig. Utæmmet. Genetisk kodet. Hun lokkede mænd. Det var hendes kald. Det var lige før hun sang.

Analyse

De andre dissekerede teksten bid for bid. Eeon havde mistet interessen for en halv time siden. Nu surfede hun på internettet. Hun elskede det udtryk. Følte sig bedre tilpas ved at få det til at lyde så aktivt. Faktisk ville hun gerne ud og svømme. Eller paraglide. Bungeejump. Noget der ikke var denne latterlige analyse af Jeppe Aakjær, som hun havde færdiggjort efter de første 30 minutter.
”Eeon!”
”Hvad?”
Pernille og Rasmus så begge på hende. Han rystede på hovedet, hun lo.
”Rasmus henter cola, er der andet, du vil have?”
”Er vi færdige?”
”Fuck nej, men jeg har brug for sukker, hvis vi skal blive ved.” Rasmus havde rejst sig.
”Cola er fint, tak.”
Han slog hende på armen og Eeon ømmede sig, selv om det på ingen måde gjorde ondt på hende.
”Følg nu med, Blondie.”
Døren smækkede bag ham og hun faldt med et suk bagover i hans seng.
”Du er ikke særlig god til inaktivitet, vel?” spurgte Pernille, inden hun stoppede en lok hår mellem læberne.
Eeon overvejede at lyve, men med Pernille på samme gang som hende var det umuligt for veninden ikke at se Eeons konstante kommen og gåen.
”Nej,” hun satte sig igen op og trak på skulderne. ”Det er genetisk.”
”Er dine forældre superaktive da?”
Hun havde ikke fortalt dem om børnehjemmene, plejefamilierne og den konstante skiften af skoler, hendes liv havde været præget af. De vidste at hun boede på kollegiet, at hun endnu ikke var fyldt atten, men heller ikke hvor langt fra og at hun var dygtig til det meste.
”Hvad laver de?”
Ordene kom så let. En variation af en sandhed, som blev modificeret så den passede til Pernilles forståelse. Ikke fordi veninden var dum, men hun ville ikke forstå, fordi hun ikke kunne.
”Min far arbejdede for et stort firma, hvor han førte tilsyn med dets afdelinger i resten af verden. Det var på en af de ture han mødte min mor,” hun skjulte et bittert smil. Mødte? Nærmere opsøgte med en eneste hensigt. ”Han døde for en hel del år siden.”
Han døde da hun var fem. Alderdom. Ganske naturligt, for deres familie. Hun var ikke i tvivl om, at han havde elsket hende, hvilket de andre heller ikke havde været og derfor var hun blev afsat her. Det var umuligt for hende at være hos hendes mor.
”Det er jeg ked af.”
”Det skal du ikke være, han var et dumt svin.”
”Så er der cola og ta-dah: vingummibamser,” posen raslede i hans hånd.
Eeon smilede stort til ham og ignorerede Pernilles medfølende blik fuldstændigt, glad for Rasmus' evne til at bryde ind.
”Du er en snuske,” sagde hun og ønskede at fortælle dem, hun havde lavet analysen og de bare kunne skrive af, men vidste at de igen ville se på hende, som var hun en freak og hun prøvede virkeligt at opføre sig bare nogenlunde normalt.

Joint

Rasmus og Pernille delte den lille joint mellem sig. Eeon lå på græsset og så op i himlen.
”Jeg fatter stadig ikke hvordan du kunne løse den ligning så hurtigt, vi havde jo lige lært det,” mumlede Rasmus.
Eeon sukkede. Han havde pærret rundt i det lige siden matematik og det hjalp ikke på at han var ved at være godt stenet.
”Eeon kan alt, er det så svært at forstå?” sagde Pernille let.
Euforiserende stoffer bed ikke på Eeon på samme måde som de andre. Hun følte sig måske bedre tilpas, men ikke høj, skæv eller døsig. Hun fik ikke frådern på og behøvede ikke at raide et køleskab.
”Jeg er matematik geniet, det ved du godt,” sagde Rasmus en anelse surt.
Nogen gange misundte Eeon deres forhold, de to der havde gået i klasse sammen altid. Eeon kendte så få mennesker der var bastante i hendes liv. Faktisk kendte hun ingen. Ikke nogen hun måtte være sammen med.
”Ja, ja, Eeon er bare bedre,” drillede Pernille.
”Fuck man, en vild himmel.” Rasmus skiftede pludseligt fokus.
Eeon tænkte på en andne langt mere imponerende himmel. Uendelig. Uberørt. Til eventyrer og elskerer.
’Eeon kan alt.’
Hun ville gerne fortælle dem hvad hun ikke kunne. Hvor mange begrænsinger hun havde. Hvor meget af sig selv hun begravede og ikke kunne fortælle dem om.  
”Månen ser ud til at være helt vildt tæt på,” gispede hendes mørkhårede veninde. Hun skuttede sig.
Eeon lå kun i sine sportsshorts og T-shirt. De andre havde halstørklæder på og store trøjer. Eeon havde ikke gåsehud temperaturændringer var noget hun tilpassede sig, ikke noget hun klædte sig efter, medmindre hun var opmærksom på det. Hendes lyse hud stod ud mod det mørke græs. Hun burde tage hjem.
I stedet rakte hun ud efter jointen og inhalerede kraftigt. Hun beholdt røgen i lungerne i langt tid før hun langsomt lod den sive ud.
”Hun er fandme også bedre til at ryge end jeg er og jeg har gjort det siden jeg var tolv,” mumlede Rasmus.

Pizza med pepperoni

”Pizza med pepperoni om ti minutter.”
Eeon lo ned i telefonen. Hver gang Rasmus ringede sagde han aldrig hej som et normalt menneske, han ventede heller ikke på at andre sagde hej, han talte bare.
”Fint, jeg er i bad, så bare kom ind.”
”Er du i bad nu?”
”Ja, det kaldes stemmekontrol.”
”Så er der os der ikke fatter teknologi efter 2001.”
”Vi ses om ti minutter.”
Hun sukkede. Hun havde lagt i badekarret i en time. Normalt ville hun være blevet liggende mindst en time mere. Det var bare så typisk Rasmus. Han havde en evne til at forstyrre, selv om han aldrig vidste det.
Den lille spinkle krop rejste sig op drivende af vand. Hun følte at hun forlod en lille del af sig selv, ved at afbryde kontakten med den velkendte våde substans allerede. Hun følte sig ikke beskidt. Det var bare følelsen af vandet der manglede.
Med effektiv systematik viklede hun vant et håndklæde om den delikate krop og åbnede vinduet. Det tildampede rum blev om muligt endnu mere tåget. Hun talte til ti, før hun åbnede døren ud til værelset, hvori hun også åbnede vinduet. Hun havde fem minutter. Alt hvad der mindede om musik blev smidt ned i kisten, som med bordpladen på bare lignede et temmeligt massivt bord.
Tøjet, bøgerne og  resten af hendes ting der flød lod hun være. Så lukkede hun vinduet igen, lukkede døren ind til badeværelset.
Kollegieværelset var noget kommunen havde tildelt hende fordi hun ikke havde andre steder. Det var ikke stort, men det var så meget større end hvor hun ellers havde boet igennem sit liv.
Hun trak en poset T-shirt med ordene ’I love fucking’ over hovedet og trak et par Hummel-bukser op over røven, netop som døren nærmest blev slået ind og afslørede Rasmus.
”ER DU NØGEN!”
”Nej.”
Skuffet så hendes bedste ven på hende.
”Nej det kan jeg se,” han havde en kæmpe pizzabakke balancerende på sin ene håndflade og en stor cola i den anden. ”Man, her er værre end i en sauna, jeg fatter ikke hvordan du kan holde det ud.”
Eeon smilede og rystede på hovedet. For bare fem minutter siden havde det været værre end i en sauna, nu var det bare noget nær normalt, men som han stadig ville brokke sig over.
”Pernille kommer også, og når vi har set filmen laver vi dansk,” Rasmus smed pizzaen på bordet.
Hun nikkede. Pludseligt, men ikke for første gang, følte hun sig umådeligt taknemmelige over at være her, have sit eget værelse, ikke noget børnehjem eller plejefamilier. Bare sig selv og venner hun ikke skulle rejse fra.

 

Udseende

Spejlbilledet så på hende. Hun lukkede øjnene for at åbne dem igen, men det var stadig det samme hendes blik mødte. De blege øjne, næsten gennemsigtig blå, med den sorte pupil særligt udstående. Hun trak lidt ud i huden ved kanten, men det blev de ikke mindre skrå af. Hun bed sig i kinden,
Håret havde hun ladet gro langt. Alt for langt, indså hun, som det strejfede hendes hofter. Dets delikate struktur, præcist så silkeblødt som det gav sig ud for. Platinblond kaldte de hende.
I hendes nøgenheds perfektion vidste hun godt hvorfor hun altid overgav sig til store T-shirts og løse bukser, hvorfor ucharmerende joggingtøj var bedre end smart feministisk mode der ikke kunne andet end klæde hendes krop. En krop designet til at hive blikke til sig og lade sig beundre og begære. De buede hofter, den smalle talje, de faste, runde bryster der sidder som var de støbt i den silikone så mange betalte dyrt for.
Hun truttede læberne, hvilket gjorde dem større, fremhævede de meget skrå kindben og den feminine kæbe der ledte til en hals man havde lyst til at følge med fingerne til kravebenet.
Designet, bestemt, men ikke ligefrem intentionen ville hun mene, hvilket fremkaldte et smil der viste tænder umuligt perfekte og hvide som efter en behandling de aldrig havde fået.