”Du skal under ingen omstændigheder være her.”
”Jeg har aldrig haft lyst til at være her.” Eeon tænkte på, at hvis hun ikke var så forbandet stolt, ville hun slet ikke befinde sig ’her’.
Tingene artede sig aldrig, som man ønskede dem: Hun havde aldrig troet at klokkerne skulle klinge for hende. Bare det at Straff havde tilladt de lavere generationer uden evner for tilpasning adgang til at gå ind og udføre et halvdårligt arbejde, fordi de ikke var i stand til andet. Det var farligt at åbne op og ikke lukke med det samme igen. Det skabte en sammenhængene tid mellem de to universer som ikke burde være. Eeon var forbløffet over at tingene ikke var kollapset.
Nu skulle hun være arvetager. Det at bo her var en anden sag. Det ville ikke ske. Ikke imens Straff levede, det var tydeligt for enhver at halvsøstrene hadede hinanden med hver en fiber i deres krop.
Den aldrende søster der ikke kunne udstå sit eget forfald og at hendes søskende ikke havde kunne producere en eneste brugbar arving.
Den smukke, mystiske søster der på ingen måde kunne kaldes kølig som dem selv. Der blev hvisket i krogene. Eeon var lav. Hun var ikke som dem. Selv de mest udvandede og blandede af dem, med ingen kræfter, havde da højden, men hun var lav. De tårnede alle sammen over hende, den mindste 1,87 og Eeon kun et lille spinkelt myr. Et barn. Og hun var fuld af følelser. Hun kunne ikke holde dem skjult. Det var meget upassende.
”Du tager tilbage til dit fosterunivers og opfører dig normalt,” konkluderede Straff med sit gamle ansigt og sin irriterende stemme. ”Verona er nu din, selv om jeg har mere brug for hende, men sådan må det være. Hun skal udlære dig.”
Et glædesløst, hånligt smil. Eeon satte en hånd på hoften og kastede med sit hår. Natten havde været fyldt med diskussioner. Kompromiser. Ikke noget hun havde været en del af. Men dette: En lærermester. Hvem troede de hun var?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar