Regn

"Hvad fanden laver du?!"
Eeon genkendte Pernilles stemme gennem den hylende vind. Hendes glatte ansigt, vendt op mod himlen havde haft et udtryk af fred. Hendes hår drev af vandet der stadig piskede ned på hende.
"Jeg ... jeg står her bare lige."
"Det bliver man sgu da pisse syg af."
Pernille var i sort, poset regntøj. En klar kontrast til Eeons klæbende T-shirt og tynde nylonbukser.
"Regnen overraskede mig."
"Det er en storm," grinede Pernilles ansigt. Sammen gik de ind i kollegiet. Pernille glad for at komme indendøre, Eeon med stor fortrydelse.
"Du lignede en elverpige, sådan med hænderne strakt frem. Dit hår piskede bare rundt."
Eeon stod bare tamt og dryppede på fællesstuens gulv. Hun end ikke smilede.
"Du må være den mærkeligste veninde jeg har," forsatte Pernille.
De så på hinanden og faldt leende hinanden om halsen.
"Mean Girls hos mig om en halv time," sagde Eeon. "Jeg har chips."
"Du spiser også hele tiden," sagde Pernille med en opvendt tommel. "Jeg har chokolade."
Eeon gik ind til sig selv. Hun var ikke kold. Hun var ikke træt. Hendes gennemvædede hår og tøj var hverken tung eller ubehageligt vådt. Men bedst var at hun ikke var trist mere.
Straff havde taget kontakt. Givet hende den første opgave hun skulle udføre for familien. Som Eeon Breeder. Verona havde ladet sin vidende stemme knævrer uafbrudt. Eeon så impulsen som en slags internetnørd der sad med 20 skærme omkring sig og surfede rundt i viden.
Eeon havde ikke lyttet. Modvilje og ambivalente følelser rasede i hende. Det passede til stormen udenfor.
Godt Pernille kom.