Regn

"Hvad fanden laver du?!"
Eeon genkendte Pernilles stemme gennem den hylende vind. Hendes glatte ansigt, vendt op mod himlen havde haft et udtryk af fred. Hendes hår drev af vandet der stadig piskede ned på hende.
"Jeg ... jeg står her bare lige."
"Det bliver man sgu da pisse syg af."
Pernille var i sort, poset regntøj. En klar kontrast til Eeons klæbende T-shirt og tynde nylonbukser.
"Regnen overraskede mig."
"Det er en storm," grinede Pernilles ansigt. Sammen gik de ind i kollegiet. Pernille glad for at komme indendøre, Eeon med stor fortrydelse.
"Du lignede en elverpige, sådan med hænderne strakt frem. Dit hår piskede bare rundt."
Eeon stod bare tamt og dryppede på fællesstuens gulv. Hun end ikke smilede.
"Du må være den mærkeligste veninde jeg har," forsatte Pernille.
De så på hinanden og faldt leende hinanden om halsen.
"Mean Girls hos mig om en halv time," sagde Eeon. "Jeg har chips."
"Du spiser også hele tiden," sagde Pernille med en opvendt tommel. "Jeg har chokolade."
Eeon gik ind til sig selv. Hun var ikke kold. Hun var ikke træt. Hendes gennemvædede hår og tøj var hverken tung eller ubehageligt vådt. Men bedst var at hun ikke var trist mere.
Straff havde taget kontakt. Givet hende den første opgave hun skulle udføre for familien. Som Eeon Breeder. Verona havde ladet sin vidende stemme knævrer uafbrudt. Eeon så impulsen som en slags internetnørd der sad med 20 skærme omkring sig og surfede rundt i viden.
Eeon havde ikke lyttet. Modvilje og ambivalente følelser rasede i hende. Det passede til stormen udenfor.
Godt Pernille kom.

Små samtaler

"Eeon Breeder?"
"Ja, Verona?"
"Jeg testede blot om De nu kunne høre mig."
"Du skal ikke kalde mig 'De' som om jeg var hende."
"De vil være dus?"
"Ja, Verona. Dus. Bare du."

"Eeon Breeder?"
"Ja, Verona?"
"Jeg testede blot om du kunne høre mig."
"Det kan jeg."
"De andre blokerede mig aldrig."
"Jeg er ikke de andre, okay?"
"Forstået, Eeon Breeder."

"Eeon Breeder?
"Skal du absolut sige det sådan?"
"Hvilket?"
"Skal du sige 'Eeon Breeder' som om jeg en del af den latterlige familie."
"Men De er jo en del af Breeder-familien."
"'Du' Verona, 'du'! Og nej."
"Det er min pligt at informere dig om at Albrecht Breeder fik et barn med en af søstersirenerne og det er dig: Eeon Breeder, hvilket gør dig til et fuldgyldigt medlem."
"Hvad så hvis jeg ikke ønsker at være et medlem af den familie."
"Det er ikke et valg du har. Dine evner er ganske tydelige og derfor må du træde til som vogter af universerne, det er din pligt."
"Hvad er min pligt, Verona? HVAD."
"Det er din pligt at sørge for ro og orden, at tjekke op på universerne med jævne mellemrum og udrede eventuelle unaturlige konflikter, ligesom det er din pligt at producere brugbare arvinger til slægtens viderførelse."

"Verona?"
"Ja, Eeon Breeder."
"Kan du huske da jeg var barn?"
"Jeg husker alt, det er min funktion. Jeg ved alt og husker alt."
"Da jeg blev født blev du så til i Mellemverden eller hos mig?"
"Talende impulser bliver altid til i Mellemverden når en ny Breeder kommer til."
"Så du ved ikke hvilket univers mine mødre er fra?"
"Nej. Det har jeg aldrig fået oplyst."

"Verona, du skal bare kalde mig Eeon."
"Forstået."
"Så skal vi nok finde ude af alt det andet."

This is SPARTA

Rasmus åbnede døren med et brag.
"JEG HAR OSTEPOPS."
Eeon kunne ikke lade være med at smile. Han fik alting til at virke som det plejede.
"Jeg har 'Meet the Spartans' klar."
Han faldt ned på sengen ved siden af hende.
"Det er VERDENS værste film," sagde han med store armbevægelser.
"UNIVERSETS," råbte Eeon.
"DET STORE KOSMOS."
Hun græd næsten af grin.
"Mind mig om igen hvorfor det er den vi skal se," fik hun endelig frem.
"Carmen Electra er fucking lækker, main," sagde han stødt. Han prikkede hende i siden. "Og fordi du er den eneste der gider se de her lorte film med mig."

Prinsesse

”Søde skat dog. Kom her lad mig trøste dig.” Eeon bevægede sig væk fra den unge mor og hendes søn. Den sidste der blev hentet.
Hun følte sig udtærret og træt.
Hun længtes efter en at snakke med. Verona var ankommet. Rasmus og Pernille var vrede, hun havde prøvet at forklare hun havde behov for lidt fred. Hun kunne heller ikke fortælle dem det. Hvilket var det første Verona havde sagt. ”Organismer fra univers 17 kan med deres hjerne ikke kapere at få sandheden om universet at vide. De vil ophøre med at eksistere.”
 I stedet havde hendes fødder  ført hende herhen: Blomstervangens børnehave.
”Jamen er det ikke prinsesse Eeon?” Den gamle rengøringskone slog  armene rundt om hende. ”Hvad laver du dog her?”
”Besøger dig.”
Grethe kom fra et andet univers, men nu var jorden hendes hjem.
”Jamen det var da herligt. Har du det godt?” hun trak moppen over gulvet, tør, for at feje de større ting sammen.
”Nej. Det har jeg ikke rigtigt.”
”Hvad er der galt lille prinsesse.”
”Jeg skal være den nye Breeder.”
Intet kunne få Grethe til at blive overrasket. Hun forsatte bare sin metodiske rengøring.
”Ja så?”
”Ved du hvad det vil sige?”
”Nej, mit barn, det gør jeg ikke.”
”Det er en form for arbejde.”
”Sig det op.”
”Ja men hvis jeg gør det efterlader jeg ... hvordan skal jeg forklarer det. Jeg efterlader mange eksistenser, overlader dem til sig selv, præcis som min fars familie gjorde ved mig.”
Den gamle sagde ingenting, forsatte med at feje, derefter støvsuge. Så gik hun ind i det tilstødende rum.
”Du er ulykkelig, men samtidig føler du vægten af dit arbejde vigtigt, hvorfor ikke gøre dit arbejde sjovt?”
”Hvordan det?” Eeon gik ind i puderummet til hende.
”Jamen gør det til en leg. Lav konkurrencer, bryd reglerne, kys med din kollega, opfør dig som du lyster. Ha’ det sjovt.” Det var svært at de den Grethe, der netop nu fejede gulvet slå sig løs på den måde, især når hun de sidste 40 år havde været rengøringskone. Og sikkert ville blive ved de næste fyrre.
Eeon gemte budskabet til senere overvejelse og hjalp så med at gøre rent, som dengang hun var barn og hendes plejefamilier glemte at hente hende. Grethe fortalte altid børnene at hun kun fra et andet univers. Eeon var den eneste der troede på det.

Ved alle ikke det?

”Jeg har ikke brug for hende,” sagde Eeon. ”Det ved du godt.”
Straff snøftede.
”Jeg ved ikke, hvad du tror om dig selv, men ingen Breeder er så stærk. Verona er din elektriske impuls.”
”Som du tog fra mig,” sagde Eeon.
”Der hvor du har været har du ikke haft brug for hende.”
Hvilket var sandt. Eeon havde vitterligt ikke brug for den betryggende kvindestemme der fortalte hende hvordan man gjorde i dette univers, eller noget andet for den sags skyld. Hun behøvede ikke Verona til at oversætte for hende.
Hendes smil var ikke forceret. Det var nedladende. Ligesom hendes påtagede afslappede holdning. Det gjorde ikke ondt på hende. Hun følte sig ikke ramt. Denne familie havde allerede knust hende, men nu var hun vel det man kaldte stærkere.
Hun tænkte tilbage på sin tid i dette hus. Hvordan Albrecht havde samlet dem alle. Kaldt alle sine børn til selv samme sal. Han havde løftet hende op, højt over alle deres hoveder. Hendes far. Den højeste af dem. To meter og ti.

”Jeg sværger, dette barn taler flydende trusk.”
”Albrecht, du er den eneste der endnu kan tale det sprog foruden hjælp fra impulserne.”
”Ikke hende her. Hun har lige rettet fire grammatiske fejl i min udtale. Fortæl dem Eeon hvad du sagde til far.”
De andre så med lede på deres far fordi han talte således til sin datter. Denne hjertelige relation. Det var uvant blandt dem. De brød sig ikke om den side ved deres far. De foragtede den.
”Fortæl dem hvordan du vidste det.”
”Ved alle ikke det?” kvækkede den spinkle pigestemme.
”Hvad siger I så. Hun er vores fremtid,” lo den førhen så strenge mand. Den mand de havde respekteret. Han var blevet gammel. Han krammede et lille barn. Viste sin affektion, ”Tre år gammel og hun er smartere end jeg. Du er mit lille mirakel, Eeon.”

”Fint. Så tager jeg tilbage.”
Eeon vendte sig. Hun åbnede op lige der. Salen gispede. Netop den påvirkning hun havde ønsket. De kunne ikke selv og hun kunne forestille sig at Straff havde gjort det til en cermoni fordi hun var så svag. Malkede hver en mulighed.
Verona ville dukke op når end hun kunne. Eeon glædede sig ikke til den tørre faktuelle stemme der fortalte hende ret fra vrang. Hun huskede den kun alt for godt fra sin barndom. Hun huskede også at hun kunne lukke af for det og holde Verona ude. Det var i det mindste en god ting.
Hun stod på værelset tilbage på Jorden. Væk fra Mellemverden. Og hun lukkede igen.
Hun fyldte badekarret og lod sig sænke ned i vandet. Det lettede ingen af hendes tanker, men i det mindste havde hendes anspændte krop det bedre.

 

Søsterlig dominans

”Hvad så nu?” Kunne hun ikke bare sige nej? Vende dem ryggen. Hade dem som før. Ryge joints. Afslutte skolen.
”Du skal under ingen omstændigheder være her.”
”Jeg har aldrig haft lyst til at være her.” Eeon tænkte på, at hvis hun ikke var så forbandet stolt, ville hun slet ikke befinde sig ’her’.
Tingene artede sig aldrig, som man ønskede dem: Hun havde aldrig troet at klokkerne skulle klinge for hende. Bare det at Straff havde tilladt de lavere generationer uden evner for tilpasning adgang til at gå ind og udføre et halvdårligt arbejde, fordi de ikke var i stand til andet. Det var farligt at åbne op og ikke lukke med det samme igen. Det skabte en sammenhængene tid mellem de to universer som ikke burde være. Eeon var forbløffet over at tingene ikke var kollapset.
Nu skulle hun være arvetager. Det at bo her var en anden sag. Det ville ikke ske. Ikke imens Straff levede, det var tydeligt for enhver at halvsøstrene hadede hinanden med hver en fiber i deres krop.
Den aldrende søster der ikke kunne udstå sit eget forfald og at hendes søskende ikke havde kunne producere en eneste brugbar arving.
Den smukke, mystiske søster der på ingen måde kunne kaldes kølig som dem selv. Der blev hvisket i krogene. Eeon var lav. Hun var ikke som dem. Selv de mest udvandede og blandede af dem, med ingen kræfter, havde da højden, men hun var lav. De tårnede alle sammen over hende, den mindste 1,87 og Eeon kun et lille spinkelt myr. Et barn. Og hun var fuld af følelser. Hun kunne ikke holde dem skjult. Det var meget upassende.
”Du tager tilbage til dit fosterunivers og opfører dig normalt,” konkluderede Straff med sit gamle ansigt og sin irriterende stemme. ”Verona er nu din, selv om jeg har mere brug for hende, men sådan må det være. Hun skal udlære dig.”
Et glædesløst, hånligt smil. Eeon satte en hånd på hoften og kastede med sit hår. Natten havde været fyldt med diskussioner. Kompromiser. Ikke noget hun havde været en del af. Men dette: En lærermester. Hvem troede de hun var?