Vaskemaskinerne rumlede og tumblerne brummede. Lydende mindede hende ganske svagt om havet. Hun vendte sig ikke rundt, men forsatte med at lægge kluderne sirligt sammen med hidsige bevægelser.
Han rømmede sig.
Typisk kropsnært tøj, sandfarvet hår og blå øjne.
”Hvor langt fra er du?” Hun havde hænderne placeret i siderne. Langt lavere end ham, men alligevel formåede hun at nedstirre ham.
”Hvad mener De?” hans stemme virkede tør. Nervøs.
”Hvilken generation er du?” hun prøvede at virke kold.
”Den syvende.”
Han var virkeligt tyndblodet. Udvandet. Mere menneske end noget andet. Hun vendte sig rundt. Han lignede en der hellere vil være hjemme hos sine børn, konen og et eller andet kæledyr.
”Hvorfor har hun sendt dig?” hun krævede et svar. Manden sank. Først da gik det op for Eeon, at han var bange for hende. ”Jeg ved det er hende så drop de løgne, hun har bedt dig fortælle.”
”Deres søster sender bud efter Dem. Fruen har noget vigtigt at fortælle Dem, men først ville hun vide, hverdan det stod til.”
”Du mener, hun ville vide om jeg havde alle i min vold og forvandlet stedet til en hær af mine viljeløse slaver.”
Pernille stod i døren, med en tom kurv under armen.
”Eeon, vasker du sort?” så opdagede hun manden og den lidt anspændte stemning. ”Er I okay?”
Eeon smilede til hende. Faktum var at siden hendes udbrud over for Rasmus, havde hun holdt sig fra begge. Hun tvivlede ikke et øjeblik på at Rasmus havde fortalt Pernille det hele.
”Pernille, det her er min fætter langt ude. Han kom bare forbi for at invitere mig til en familiesammenkomst.”
Pernille rakte hånden frem med et fornyet smil. Han tog den og smilede venligt. Eeon havde lyst til at flække hans kranium.
”Jeg troede slet ikke, du havde noget familie.” sagde hun undrende.
De grinede alle tre lidt hult.
Så Rasmus havde måske ikke fortalt alt. Hun blev en smule formildet og skamfuld over sin opførelse.
”Nej jeg har skam masser af familie. Vi foretrækker bare ikke at have noget med hinanden at gøre. Jeg skal nok vaske dit med,” Eeon gjorde en gestus mod bordet hvor alt sort tøj allerede lå i en bunke og ventede på at blive lagt ind.
”Jamen så smutter jeg bare op igen. Jeg kommer og henter mit tøj bagefter.” Der var noget i Pernilles stemme der indikerede at hun også ville komme tilbage for at tjekke den skøbelige, blonde pige.
Eeon og manden så på hinanden.
”Sig til hende at hun kan stikke sin fortælling op hvor solen aldrig skinner. Jeg har ikke noget at sige til hende og hun har gjort det klart at den sidste der skal siges noget til er mig.”
”Men, frøken ...”
”Nej.”
”Hele Breeder familien har brug for dig.”
Eeon så på ham. Der var ingen løgn.
En ufrivillig trækning løb over hendes ansigt. Den lede sæk. Hun vidste at Eeon havde lovet deres far at være der skulle det komme så vidt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar