Bliv væk

Det bankede på hendes dør. Eeon overvejede at blive ved med at ignorere den.
"Pernille siger at du er derinde."
I princippet kunne hun være et helt andet sted.
Hun åbnede døren. Med et suk.
"Hej Rasmus."
"Sov du?"
"Ja."
Han gik bare ind. Satte sig på den uredte seng. Rejste sig igen. Satte sig på kontorstolen og rejste sig en gang til.
"Eeon, det er bare ..." Han gik i stå og så på sine hænder.
Hun vidste hvad ville komme. Det var derfor hun havde undgået at være alene med ham. Smuttet fra ham og i det hele taget holdt sig lidt på afstand.
"Altså du svarede aldrig på om du ville til galla med mig."
"Nej tak." Hun havde sagt det. Om og om igen. Det var blevet klart for hende. Rasmus var en ven. Han var besnæret af hendes arv. Det handlede ikke om hende.
Hele hans krop sank sammen. Han satte sig tungt.
"Jeg er vild med dig," sagde han. Et såret udtryk. Han prøvede ikke at græde.
Hun lugtede af seng. Havde skrald over det hele og vidste at den make-up hun brugte til at ligne lort var tværret ud: Et rent misfoster. Hvorfor sagde han det? Alt sammen for et uopmærksomt øjeblik, hvor han så og mærkede noget han ikke skulle, det var ikke for ham. Og hun havde været så påpasselig. Bare ikke påpasselig nok.
"Du er klog, og sjov. Du er altid med og jeg elsker vi konkurrerer om bedste anmærkninger til vores 12-taller. Jeg tænker ikke på andet end dig." Han gispede efter vejret. "Du vil ikke engang snakke med mig alene."
"Rasmus, jeg ser en anden."
"Du ser en anden?" Helt modløs.
Hun så en anden var at strække det, men Lucifer havde med sit ene kys vækket noget inde i hende. Også selv hun havde haft forhold før, eller forhold, hun havde haft sex med den samme flere gange, var det noget helt andet. Han var en ærkeengel i et andet univers. Det var svært at forklare. Og umuligt. For sagde hun det til ham, sandheden, ville han dø. Det var derfor Jorden her var hendes hjem. De kunne ikke kapere det. Deres hjerne satte ud.
"Siden hvornår?"
"Jeg mødte ham bare tilfældigt."
"Hvorfor har du ikke sagt noget."
"Jeg vidste ikke at du kunne lide mig," sagde Eeon. Løj. Men det var hun i det mindste vant til. "Jeg anede ikke at jeg skulle aflægge rapport til dig."
Han dukker hovedet.
Flovheden skyllede ind over hende, men hun blev nødt til at være hård.
"Jeg tror det er bedst hvis vi holder os fra hinanden."
"Hvad?" siger han. Tydeligt bestyrtet. "Nej, sådan mente jeg det ikke."
Eeon åbnede munden. Ganske lidt. Nok til at hendes sang kom ud. En nynnen nærmere. Hidsig. Vred. Såret. Det var bare lyde. Men hun var datter af søster sirenerne.
"Du er sådan en sæk." Han rejste sig. Så ned på hende. Onde øjne. Han spyttede på hende. Sendte en glinsende klat lige på hendes bryst. Drev ned over T-shirten. Som mishagens sendebud. Alt i mens Eeon blev ved med at synge. Han hørte det men opfattede ikke at det var hende der gjorde det.
"Bliv væk fra mig, forstår du det?"
Hun nikkede til svar. Hørte hvordan de også ude i fællesstuen snerrede af hinanden og en gryde der blev kastet i køkkenet. Et arrigt skrig. Men hun stoppede først da Rasmus var gået.

Helvede

Det var et slot. Stort. Mægtigt. Midt i en vridende masse stod det stille.
Eeon så på det. Følte sig ikke ilde tilpas, selv om det uden tvivl var meningen med at hun havde fundet denne opgave. Straff var nærmest ikke andet en snu ondskab. Sådan så Eeon hende. Havde altid gjort det.
Som hun gik dannedes en vej. Hun så de hæslige skabninger. Både dem der blev pint og dem der udførte. Hun så vinger, afsvedne og stumpede. Mere knogler med hud. Hun så munde uden øjne og krop, bare munde med takkede tænder og savl i pytter under dem. Hun så hvordan de stirrede på hende.
Hun betrådte denne fremkomne sti til trappen hvor hun uden at knæle gik op. Hun kunne mærke stien lukke sig til. At der var stille. At de havde forventet hun var anderledes. Mange af dem havde oplevet tusinder af hendes slags. Set dem komme og gå. For dem kunne det have været i går en af hendes søskende havde været der sidst. Her hed intet dage og selv om årerne gik var det anderledes end det var for hende.
Eeon vil gerne vende sig og betragte dem som ser på hende, men det er det sidste hun skal gøre. Den regel skal hun holde i hæv. Også selv om den ikke gælder hende. Ingen kommer ud af helvede medmindre herren giver lov. Og ikke Gud.
"Aldrig har jeg set en så skøn Breeder." Stemmen fangede hende. Gik ind mellem hendes ribben og trykkede på knapper der hed instinkter. Instinkter hun aldrig havde givet efter og ladet overtage sig, selv ikke hende selv vidst hvad det ville medføre.
"Et sandt blikfang."
Portene åbnedes. Stor nok til giganter. Flere af dem. Hun ser tre stå på hinandens skuldre og stadig ikke kunne nå.
Han stod i midten. Lyse krøller der synes at stråle. Et jakkesæt. Vingerne. Store hvide vinger fra hans ryg. Han har spredt dem så alle kan se deres glans. Hvilket fik hende til at smile. De var spredt for hende.
Hun tog hans hånd og pressede sine læber mod hans knoer. Hans højde skulle virke intimiderende. En ærkeengel. Hun var i sandhed intet andet end en nips. Det var hun generelt, men i hans skygge blev det sandhed.
"Jeg foretrækker Eeon, Lysbringer," sagde hun og så lige ind i hans gyldne blik.
Et kroget smil, der både var charmerende og skræmmende vidste sig.
"Det er klart," sagde han. "Men kært barn har mange navne. Dog er Lysbringer et så gammelt det gør mig nostalgisk."
"Så vil jeg fritage dig fra at blive kaldt noget."
Han viste hende sine tænder. Strakte en hånd frem som hun lagde sin i. Forstod en hentydning. Han trak hende med ind gennem porten.
" Du forsøger ikke at tilfredsstille mig." En konstatering som hun ikke behøvede at svare på. Det gjorde hun ikke.
"Jeg er her for at tjekke om folk lider, helvede brænder og du sidder på tronen," sagde Eeon og sendte nu ham et smil af den slags som ville få mænd til at lægge sig for hendes fødder og erklære at deres liv var hendes at gøre med som hun ville.
Hun vidste at han næppe ville falde for det. Så skulle have ikke have startet.
"Hvad ser du, skønne Eeon?"
Hun gik ham knapt til skulderne.
"At du stadig udfører din guds arbejde."
Hans læbe løftede sig, snerrende, en lav rumlen i det store tomme lokale og en varme hun ikke tvivlede på stammede fra ham. Han var lysbringeren. Skaber og former af solen.
Men hun var en Breeder. Selv hvis han skruede op og vidste flammen han var, så ville hun tilpasse sig til det. Det var ikke uden grund Straff hadede Eeon, hun var den stærkeste Breeder i århundrede. Alle kræfter syntes at være i hende. Alt de havde testet hende for gik hun igennem.
"Det her mit rige. Mit helvede. Min straf," sagde han. Hvislende. En stemme i hendes hoved. "Men jeg er ikke Hans skødehund."
"Og jeg er ikke underlagt dine kræfter, skat," sagde hun med en sikkerhed hun følte i hver knogle.
En hånd lagde sig på hendes skulder. Tyngede hende. Mærkede hende. Han smilede atter. Smilede til den skabning der vovede at trodse ham. Satan. Djævelen. Helvedes hersker. Oprørernes leder.
"Lucifer," sagde han. Tog nu hendes hånd og kyssede den. Et blidt, varmt kys. "Og du, må komme lige så tit du ønsker."
"Jeg er kun 15." Men hendes tonefald lød slet ikke sådan. Ligesom hendes krop heller ikke virkede som en teenager der knapt kendte sin egen krop. Hun var en lille kvinde. En smuk kvinde. Den smukkeste.
Han rørte let ved hendes læber. Bøjede sin ryg så ind i hendes blå øjne. Rørte ved hendes lyse hår. Han trak hende tættere på. Løftede hendes hage. Smagte hendes mund.
"Dog er endog også bundet af din familie."
Hun smilede til ham. Dette skønne ansigt. Hvordan kunne noget sådan karakteseres som ondskab. Det var ikke det, det handlede om. Og så alligevel.
"De dør snart."
"Men ind til da," sagde han.
"Efter det," sagde hun.
Han nikkede. Gab slip. Lod hende gå.
"Til næste gang så, Lucifer."
"Gerne før," sagde han.