De andre dissekerede teksten bid for bid. Eeon
havde mistet interessen for en halv time siden. Nu surfede hun på internettet.
Hun elskede det udtryk. Følte sig bedre tilpas ved at få det til at lyde så
aktivt. Faktisk ville hun gerne ud og svømme. Eller paraglide. Bungeejump.
Noget der ikke var denne latterlige analyse af Jeppe Aakjær, som hun havde
færdiggjort efter de første 30 minutter.
”Eeon!”
”Hvad?”
Pernille og Rasmus så begge på hende. Han rystede på hovedet, hun lo.
”Rasmus henter cola, er der andet, du vil have?”
”Er vi færdige?”
”Fuck nej, men jeg har brug for sukker, hvis vi skal blive ved.” Rasmus havde rejst sig.
”Cola er fint, tak.”
Han slog hende på armen og Eeon ømmede sig, selv om det på ingen måde gjorde ondt på hende.
”Følg nu med, Blondie.”
Døren smækkede bag ham og hun faldt med et suk bagover i hans seng.
”Du er ikke særlig god til inaktivitet, vel?” spurgte Pernille, inden hun stoppede en lok hår mellem læberne.
Eeon overvejede at lyve, men med Pernille på samme gang som hende var det umuligt for veninden ikke at se Eeons konstante kommen og gåen.
”Nej,” hun satte sig igen op og trak på skulderne. ”Det er genetisk.”
”Er dine forældre superaktive da?”
Hun havde ikke fortalt dem om børnehjemmene, plejefamilierne og den konstante skiften af skoler, hendes liv havde været præget af. De vidste at hun boede på kollegiet, at hun endnu ikke var fyldt atten, men heller ikke hvor langt fra og at hun var dygtig til det meste.
”Hvad laver de?”
Ordene kom så let. En variation af en sandhed, som blev modificeret så den passede til Pernilles forståelse. Ikke fordi veninden var dum, men hun ville ikke forstå, fordi hun ikke kunne.
”Min far arbejdede for et stort firma, hvor han førte tilsyn med dets afdelinger i resten af verden. Det var på en af de ture han mødte min mor,” hun skjulte et bittert smil. Mødte? Nærmere opsøgte med en eneste hensigt. ”Han døde for en hel del år siden.”
Han døde da hun var fem. Alderdom. Ganske naturligt, for deres familie. Hun var ikke i tvivl om, at han havde elsket hende, hvilket de andre heller ikke havde været og derfor var hun blev afsat her. Det var umuligt for hende at være hos hendes mor.
”Det er jeg ked af.”
”Det skal du ikke være, han var et dumt svin.”
”Så er der cola og ta-dah: vingummibamser,” posen raslede i hans hånd.
Eeon smilede stort til ham og ignorerede Pernilles medfølende blik fuldstændigt, glad for Rasmus' evne til at bryde ind.
”Du er en snuske,” sagde hun og ønskede at fortælle dem, hun havde lavet analysen og de bare kunne skrive af, men vidste at de igen ville se på hende, som var hun en freak og hun prøvede virkeligt at opføre sig bare nogenlunde normalt.
”Eeon!”
”Hvad?”
Pernille og Rasmus så begge på hende. Han rystede på hovedet, hun lo.
”Rasmus henter cola, er der andet, du vil have?”
”Er vi færdige?”
”Fuck nej, men jeg har brug for sukker, hvis vi skal blive ved.” Rasmus havde rejst sig.
”Cola er fint, tak.”
Han slog hende på armen og Eeon ømmede sig, selv om det på ingen måde gjorde ondt på hende.
”Følg nu med, Blondie.”
Døren smækkede bag ham og hun faldt med et suk bagover i hans seng.
”Du er ikke særlig god til inaktivitet, vel?” spurgte Pernille, inden hun stoppede en lok hår mellem læberne.
Eeon overvejede at lyve, men med Pernille på samme gang som hende var det umuligt for veninden ikke at se Eeons konstante kommen og gåen.
”Nej,” hun satte sig igen op og trak på skulderne. ”Det er genetisk.”
”Er dine forældre superaktive da?”
Hun havde ikke fortalt dem om børnehjemmene, plejefamilierne og den konstante skiften af skoler, hendes liv havde været præget af. De vidste at hun boede på kollegiet, at hun endnu ikke var fyldt atten, men heller ikke hvor langt fra og at hun var dygtig til det meste.
”Hvad laver de?”
Ordene kom så let. En variation af en sandhed, som blev modificeret så den passede til Pernilles forståelse. Ikke fordi veninden var dum, men hun ville ikke forstå, fordi hun ikke kunne.
”Min far arbejdede for et stort firma, hvor han førte tilsyn med dets afdelinger i resten af verden. Det var på en af de ture han mødte min mor,” hun skjulte et bittert smil. Mødte? Nærmere opsøgte med en eneste hensigt. ”Han døde for en hel del år siden.”
Han døde da hun var fem. Alderdom. Ganske naturligt, for deres familie. Hun var ikke i tvivl om, at han havde elsket hende, hvilket de andre heller ikke havde været og derfor var hun blev afsat her. Det var umuligt for hende at være hos hendes mor.
”Det er jeg ked af.”
”Det skal du ikke være, han var et dumt svin.”
”Så er der cola og ta-dah: vingummibamser,” posen raslede i hans hånd.
Eeon smilede stort til ham og ignorerede Pernilles medfølende blik fuldstændigt, glad for Rasmus' evne til at bryde ind.
”Du er en snuske,” sagde hun og ønskede at fortælle dem, hun havde lavet analysen og de bare kunne skrive af, men vidste at de igen ville se på hende, som var hun en freak og hun prøvede virkeligt at opføre sig bare nogenlunde normalt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar