Bliv væk

Det bankede på hendes dør. Eeon overvejede at blive ved med at ignorere den.
"Pernille siger at du er derinde."
I princippet kunne hun være et helt andet sted.
Hun åbnede døren. Med et suk.
"Hej Rasmus."
"Sov du?"
"Ja."
Han gik bare ind. Satte sig på den uredte seng. Rejste sig igen. Satte sig på kontorstolen og rejste sig en gang til.
"Eeon, det er bare ..." Han gik i stå og så på sine hænder.
Hun vidste hvad ville komme. Det var derfor hun havde undgået at være alene med ham. Smuttet fra ham og i det hele taget holdt sig lidt på afstand.
"Altså du svarede aldrig på om du ville til galla med mig."
"Nej tak." Hun havde sagt det. Om og om igen. Det var blevet klart for hende. Rasmus var en ven. Han var besnæret af hendes arv. Det handlede ikke om hende.
Hele hans krop sank sammen. Han satte sig tungt.
"Jeg er vild med dig," sagde han. Et såret udtryk. Han prøvede ikke at græde.
Hun lugtede af seng. Havde skrald over det hele og vidste at den make-up hun brugte til at ligne lort var tværret ud: Et rent misfoster. Hvorfor sagde han det? Alt sammen for et uopmærksomt øjeblik, hvor han så og mærkede noget han ikke skulle, det var ikke for ham. Og hun havde været så påpasselig. Bare ikke påpasselig nok.
"Du er klog, og sjov. Du er altid med og jeg elsker vi konkurrerer om bedste anmærkninger til vores 12-taller. Jeg tænker ikke på andet end dig." Han gispede efter vejret. "Du vil ikke engang snakke med mig alene."
"Rasmus, jeg ser en anden."
"Du ser en anden?" Helt modløs.
Hun så en anden var at strække det, men Lucifer havde med sit ene kys vækket noget inde i hende. Også selv hun havde haft forhold før, eller forhold, hun havde haft sex med den samme flere gange, var det noget helt andet. Han var en ærkeengel i et andet univers. Det var svært at forklare. Og umuligt. For sagde hun det til ham, sandheden, ville han dø. Det var derfor Jorden her var hendes hjem. De kunne ikke kapere det. Deres hjerne satte ud.
"Siden hvornår?"
"Jeg mødte ham bare tilfældigt."
"Hvorfor har du ikke sagt noget."
"Jeg vidste ikke at du kunne lide mig," sagde Eeon. Løj. Men det var hun i det mindste vant til. "Jeg anede ikke at jeg skulle aflægge rapport til dig."
Han dukker hovedet.
Flovheden skyllede ind over hende, men hun blev nødt til at være hård.
"Jeg tror det er bedst hvis vi holder os fra hinanden."
"Hvad?" siger han. Tydeligt bestyrtet. "Nej, sådan mente jeg det ikke."
Eeon åbnede munden. Ganske lidt. Nok til at hendes sang kom ud. En nynnen nærmere. Hidsig. Vred. Såret. Det var bare lyde. Men hun var datter af søster sirenerne.
"Du er sådan en sæk." Han rejste sig. Så ned på hende. Onde øjne. Han spyttede på hende. Sendte en glinsende klat lige på hendes bryst. Drev ned over T-shirten. Som mishagens sendebud. Alt i mens Eeon blev ved med at synge. Han hørte det men opfattede ikke at det var hende der gjorde det.
"Bliv væk fra mig, forstår du det?"
Hun nikkede til svar. Hørte hvordan de også ude i fællesstuen snerrede af hinanden og en gryde der blev kastet i køkkenet. Et arrigt skrig. Men hun stoppede først da Rasmus var gået.

Helvede

Det var et slot. Stort. Mægtigt. Midt i en vridende masse stod det stille.
Eeon så på det. Følte sig ikke ilde tilpas, selv om det uden tvivl var meningen med at hun havde fundet denne opgave. Straff var nærmest ikke andet en snu ondskab. Sådan så Eeon hende. Havde altid gjort det.
Som hun gik dannedes en vej. Hun så de hæslige skabninger. Både dem der blev pint og dem der udførte. Hun så vinger, afsvedne og stumpede. Mere knogler med hud. Hun så munde uden øjne og krop, bare munde med takkede tænder og savl i pytter under dem. Hun så hvordan de stirrede på hende.
Hun betrådte denne fremkomne sti til trappen hvor hun uden at knæle gik op. Hun kunne mærke stien lukke sig til. At der var stille. At de havde forventet hun var anderledes. Mange af dem havde oplevet tusinder af hendes slags. Set dem komme og gå. For dem kunne det have været i går en af hendes søskende havde været der sidst. Her hed intet dage og selv om årerne gik var det anderledes end det var for hende.
Eeon vil gerne vende sig og betragte dem som ser på hende, men det er det sidste hun skal gøre. Den regel skal hun holde i hæv. Også selv om den ikke gælder hende. Ingen kommer ud af helvede medmindre herren giver lov. Og ikke Gud.
"Aldrig har jeg set en så skøn Breeder." Stemmen fangede hende. Gik ind mellem hendes ribben og trykkede på knapper der hed instinkter. Instinkter hun aldrig havde givet efter og ladet overtage sig, selv ikke hende selv vidst hvad det ville medføre.
"Et sandt blikfang."
Portene åbnedes. Stor nok til giganter. Flere af dem. Hun ser tre stå på hinandens skuldre og stadig ikke kunne nå.
Han stod i midten. Lyse krøller der synes at stråle. Et jakkesæt. Vingerne. Store hvide vinger fra hans ryg. Han har spredt dem så alle kan se deres glans. Hvilket fik hende til at smile. De var spredt for hende.
Hun tog hans hånd og pressede sine læber mod hans knoer. Hans højde skulle virke intimiderende. En ærkeengel. Hun var i sandhed intet andet end en nips. Det var hun generelt, men i hans skygge blev det sandhed.
"Jeg foretrækker Eeon, Lysbringer," sagde hun og så lige ind i hans gyldne blik.
Et kroget smil, der både var charmerende og skræmmende vidste sig.
"Det er klart," sagde han. "Men kært barn har mange navne. Dog er Lysbringer et så gammelt det gør mig nostalgisk."
"Så vil jeg fritage dig fra at blive kaldt noget."
Han viste hende sine tænder. Strakte en hånd frem som hun lagde sin i. Forstod en hentydning. Han trak hende med ind gennem porten.
" Du forsøger ikke at tilfredsstille mig." En konstatering som hun ikke behøvede at svare på. Det gjorde hun ikke.
"Jeg er her for at tjekke om folk lider, helvede brænder og du sidder på tronen," sagde Eeon og sendte nu ham et smil af den slags som ville få mænd til at lægge sig for hendes fødder og erklære at deres liv var hendes at gøre med som hun ville.
Hun vidste at han næppe ville falde for det. Så skulle have ikke have startet.
"Hvad ser du, skønne Eeon?"
Hun gik ham knapt til skulderne.
"At du stadig udfører din guds arbejde."
Hans læbe løftede sig, snerrende, en lav rumlen i det store tomme lokale og en varme hun ikke tvivlede på stammede fra ham. Han var lysbringeren. Skaber og former af solen.
Men hun var en Breeder. Selv hvis han skruede op og vidste flammen han var, så ville hun tilpasse sig til det. Det var ikke uden grund Straff hadede Eeon, hun var den stærkeste Breeder i århundrede. Alle kræfter syntes at være i hende. Alt de havde testet hende for gik hun igennem.
"Det her mit rige. Mit helvede. Min straf," sagde han. Hvislende. En stemme i hendes hoved. "Men jeg er ikke Hans skødehund."
"Og jeg er ikke underlagt dine kræfter, skat," sagde hun med en sikkerhed hun følte i hver knogle.
En hånd lagde sig på hendes skulder. Tyngede hende. Mærkede hende. Han smilede atter. Smilede til den skabning der vovede at trodse ham. Satan. Djævelen. Helvedes hersker. Oprørernes leder.
"Lucifer," sagde han. Tog nu hendes hånd og kyssede den. Et blidt, varmt kys. "Og du, må komme lige så tit du ønsker."
"Jeg er kun 15." Men hendes tonefald lød slet ikke sådan. Ligesom hendes krop heller ikke virkede som en teenager der knapt kendte sin egen krop. Hun var en lille kvinde. En smuk kvinde. Den smukkeste.
Han rørte let ved hendes læber. Bøjede sin ryg så ind i hendes blå øjne. Rørte ved hendes lyse hår. Han trak hende tættere på. Løftede hendes hage. Smagte hendes mund.
"Dog er endog også bundet af din familie."
Hun smilede til ham. Dette skønne ansigt. Hvordan kunne noget sådan karakteseres som ondskab. Det var ikke det, det handlede om. Og så alligevel.
"De dør snart."
"Men ind til da," sagde han.
"Efter det," sagde hun.
Han nikkede. Gab slip. Lod hende gå.
"Til næste gang så, Lucifer."
"Gerne før," sagde han.

Satans briller

”Det er Eeon.”
”Hvorfor går du aldrig med kontaktlinser?”
”Hej Rasmus.”
”Så er du fri for at låne Satans briller.”
Eeon satte telefonen på højtaler og lagde den mens hun studerede sit ansigt i spejlet. Det tog tid at lægge den fedtede hud. Poserne under øjnene. Håret der skulle se stridt og ugideligt ud. Glansløst.
”Tænk på det. Det bliver rent ... Not Another Teen Movie, så du grim, BAM!!! Så er du mega lækker.”
”Men det er jeg ikke,” sukkede hun.
”Jeg synes sgu du skulle prøve det.”
”Har du glemt jeg bor alene og er på SU?”
”Årh hold nu op.”
Eeon tog brillerne på. De var minus 7 på begge øjne. De formindskede hendes øjen gevaldigt. Fik hende til at se kikset ud, nørdet. Og så med det posede hip-hop tøj, som mest af alt gjorde hendes timeglasfigur til en poset sæk lort.
”Du kan selv holde op. Jeg kan ikke se mine fingre uden briller så hvordan skal jeg kunne se en gennemsigtig tingest på den?”
Der gik altid tre-fire sekunder før hun justerede til brillernes styrke. Hun behøvede dem ikke. Men så fint med dem på. Så meget Breeder var hun. Hun tilpassede sig automatisk.
”Nå men skal du så med mig til galla eller hvad?”
”Hvad?” sagde hun overrasket og famlede efter mobilen, men endte med at tabe lortet på gulvet. Simkortet blev kylet ud og skærmen flækkede.
Fuck.
Galla?

Det Tabte Paradis

”Det hele skal nok gå.”

Det her land ville aldrig blive hendes hjem. Det var ikke på grund af de tæt dansende kroppe i en parringsdans hun ikke kunne være en del af. Det var fordi hun endnu følte sig som en fremmed. Accenten i hendes sprog. Den alt for ranke ryg. Hendes tydlige overlegne facon hun ikke kunne få bugt med. Navnet der ikke var hendes.
De mærkede at hun ikke hørte til. Så nu var hun hjemløs. Noget mænd kunne mærke. Som om det var tiltrækkende. Så mange havde et hjem de gerne ville dele.
Med liden interesse så hun på veninden, hvis krop vred sig. Hun lignede en desperat luder. Fyren, offeret, kunne lide det.
”Hej, skat!”
Den unge fyr havde fyldige læber og en tætsiddende T-shirt der viste hans muskler.
Hun rystede på hovedet og det glattede hår, der skulle få hende til at ligne en der passede ind, gled over hendes skulder. Intet forsonende smil. Ingen hvid løgn. Bare den afvisende bevægelse og hendes blik der vendte sig væk.
Hvorfor var hun her?
Med et rejste hun sig. Døren til gården var en befrielse. En rygergård. Det var begyndt at regne. Der lugtede af varm asfalt. Selv følte hun at det var forløsende.
Hun holdt om sig selv. Trak vejret dybt. Der virkede næsten stille. En kamp inde bag murerne og virkeligheden herude. Hun alene, med mennesker lige bag hendes ryg.
Døren åbnedes og larmen sprang ud. Larmen blev igen en dæmpet mumlen efter døren lukkede sig bag den nyankommende.
En flamme lyste op, tændte en cigaret.
”Vil du have en?”
En mand.
”Nej,” svarede hun uden at se på ham.
Han stillede sig lige ved siden af hende, sugede ind, lod røgen slippe ud. Hun fornemmede hans intimiderende højde. Hun var ikke lav, men han var tydeligvis større en normalen. En kæmpe. Den dårligt oplyste gård tilføjede måske til det.
”Det har altid beroliget mig.”
”Det minder mig om døde steder,” svarede hun ærligt. På hendes nethinde opstod billeder af forkullede bygninger. Brændte kroppe. Raspende udbrud på hjælp der ikke blev givet. I tide.
”Ja,” sagde han og hev hende tilbage. ”Det minder om død.”
 
Vandet fik det kobberfarvede hår til at kruse. Så krølle. Som det burde have gjort hele natten. Store, metalskinnende loops der faldt ned over hendes skuldre og den udstillede ryg, der drev af ferskt vand fra himlen.
”Hvad hedder du?” Han tændte endnu en cigaret. Havde ikke sagt noget gennem de tre han allerede havde knipset ud i den begyndende vandpyt.
”Alle navne er ens.”
”Kun når de ikke betyder noget.”
”Det ved jeg,” svarede hun.
Denne glødende cigaretstump tværrede han ud med sin hæl. Knirkende, brunt læder der omkransede hans fod. Stive snørrebånd. Nye sko.
Han vendte sig mod hende. Front mod hendes skulder.
Højden var ikke et optisk bedrag. De brede skuldre solidt placeret. Jakken skåret til. Specialsyet for at passe hans store størrelse. Han virkede ikke akavet. Det passede til ham. Gjorde ham til en rå magnet af testosteron.
Håret sort og fladt af vandet. Øjnene lynende blå gennem halvmørket. Fra hans hænders gyldne lød havde hun troet dem brune, som sine egne. Han mindede hende om en. Èn hun ikke kunne sætte fingeren på.
Han burde smile, men kæben var bidt hårdt sammen, markerede den stærke hage og de fnysende næsebor. De så på hinanden. Hans smalle læber.
Hendes gjort smalle fordi hun pressede dem sammen.
”Du hører ikke til her,” sagde han.
”Nej, Jeg går nu.”
Hun åbnede døren uden besvær. Skubbede sig igennem de svedige kroppe.
Han greb fat i hendes arm.
”Det var ikke det jeg mente.”
”Nej.”
”Men du går?”
”Ja.” Hun havde ikke behov for en mage. Hun undgik det.
Hun så på hånden der endnu holdt fast om hendes arm. Fingerne der uden besvær nåede hele vejen rundt om.
Han gav slip.
”Jeg følger dig hjem,” sagde han og banede vejen ud.
Det var ikke et tilbud. Det var sådan.
 
Han havde hænderne i de gennemvædede lommer på hans bukser. Hans skridt tilpasset til hendes kortere ben.
Hun var endnu ikke klar over om hun var på vej hjem eller prøvede at ryste ham af.
”Hvordan er livet så?” spurgte han på samme måde, som da han tilbød en cigaret.
”Skuffende.”
Han lo. Overrasket.
”Du er for ung til at tale sådan.”
”Definér ung.”
”Når man er på et tidligt stadie af livet, så man burde være naiv og fyldt med glæde over livet. Skuffende er for ældre, prøvede mennesker.”
Hun svarede ikke.
Han trak hænderne op og tændte endnu en cigaret.
Han var ældre end hende. Men hun kunne ikke bestemme hvor meget. Ti år. Fem. Måske 15.
Det var mærkbart hvordan han blev mere anspændt som hun ledte dem længere ind i slummen. Enhver vidste man burde holde sig fra de faldedærdige bygninger, med de omstrejfende hunde og rotter der provokerende så på dem fra gadehjørner.
”Bor du her?”
”Nej,” svarede hun. Opdraget med en pli der fratog hende muligheden for at lyve, medmindre hun ville miste sin ære. Man løj end ikke for at redde sit liv.
”Du burde ikke gå her så let.”
”Jeg har oplevet værre.”
Han fnøs af hendes svar. Mistroisk. Pustede røg ud, smed cigaretten og tændte en ny.
”Du er ikke på vej hjem, er du?”
Hun kastede det drivende hår over skulderen. Varmen var trykkende. Hun nød det. Alt var vådt, klæbede til hendes figur, som et stykke løsere hud.
”Jo.”
”En mindre omvej?”
”Ja.”
Han så ned på hende. Prøvede at spidde hende med sine blå lynøjne. Hun forsatte fremad. Kendte gyderne her, lige så godt som der, hvor hun boede. Hun havde altid holdt af at lære steder at kende. Efterhånden var det mange. Ved at kende et nyt sted, søgte hun efter det gamle, men det eneste hun fandt var, at hun ikke hørte til. Heller ikke her.
”Jeg gætter du har oplevet værre end mig?” sagde han mellem to sug. Sarkastisk. Hun forstod meningen. Værre end at gå med en kæmpe blandt mænd som bare fulgte med hende.
”Du er den værste type,” sagde hun nøgternt. ”Typen der vil redde alle og fortælle dem det nok skal gå ... selv om det er en løgn.”
Denne gang tændte han ikke en ny, da han knipsede endnu et skod væk.
”Og hvor ved du det fra?”
Hun svarede med et skuldertræk, som hun vidste han så.
De kom ud på en oplyst vej. Så brat var bruddet mellem slummen og den bedre bydel. Den mere normale. Den hvor parkene var rene og gadelygterne virkede.
Hun kunne se på måden hans dyre jakke klæbede til hans muskuløse arm at også han var gennemblødt til skindet.
Hun drejede til venstre. Han kommenterede ikke den pludselige ændring af retning. Tændte bare endnu en smøg.
”Det er ikke altid løgn.”
Nogen gange var stilhed det bedste svar. Han påstod. Spurgte ikke. Så hun behøvede ikke svare. Slet ikke på den slags.
”Jeg har reddet mange liv, hvor tingene stod slemt til men gik.”
”Hvordan har de folk det i dag?”
Perplekst så han på hende.
”Der hvor jeg voksede op ejer man et andet menneskes liv, hvis man har reddet det. Det betyder man har en forpligtelse,” sagde hun.
”Jeg ved ikke, hvordan de har det.”
”Fryser du?” spurgte han.
”Nej.” Heden var kvælende. Regnen kølende. Det bedste slags vejr.
”Generer det dig meget, at jeg ryger?”
”Ville det genere dig meget, hvis jeg stak min arm op i dit anus?”
Han stoppede op. Hun forsatte. Lyden af dråber mod asfalt dæmpede hans latter. To plaskende skridt og han faldt ind ved siden af hende igen. Stadig med en smøg mellem sine læber.
Selv nu, afslappet, var der noget over ham. Den fysiske råstyrke. De blå øjne der havde set ting. Han havde oplevet meget. Det lå over ham som en slimet hinde. Helteholdningen, lasten i form af nikotinen, ønsket om at følge hende hjem.
Han havde ikke ønsket at blive i dansernes larm, i fuldskabens legeplads, liderbukkenes jagtmarker. Han havde hadet det som hende. Hun havde set hans venner. Deres blikke på ham og hende. Hun var hans udvej uden at skulle spille et spil han ikke ville være en del af.
”Hvor er du fra?” spugte han.
”Det Tabte Paradis,” svarede hun.
Hun mærkede natten. De tomme gader. Ikke engang en taxa. Det gule lys fra gadelamperne. De tårnhøje lejlighedskomplekser.
Han var stille. De gik til boulevarden blev en almindelig gade. Han sagde ikke et ord imens. Hun passede til stilheden. Han havde tilpasset sig den i en anden tid, et andet sted. Det Tabte Paradis; Landet Over Havet.
”Hvad hedder du?” spurgte han skarpt.
Hun sugede luft skarpt ind gennem næsen. Han berørte let hendes nøgne arm.
Hun gravede neglene ind i sin håndflade.
”Elmira.”
Han pressede hende mod den ru mur. Det våde tøj klistrede sammen, i en omfavnelse der klæbede til hinanden og deres bærers hud. Hans nakke og ryg bøjet. Øjnene der lynede, slog ned i hende.
Hun opfattede det hele. Ét sekund strakt ud i en evighed.
”Tager du pis på mig?” knurrede han. Vreden mejslet i hans ansigt. Som havde den altid været der. Som kunne den aldrig gå væk.
Så tæt på kunne hun lugte ham. Røgen. Sveden. Varmen fra hans krop mod hendes.

”Det hele skal nok gå. Stol på mig.”
Det gjorde hun ikke, men hun var for svag til at kæmpe imod da han løftede hende op, krammede den lille pigekrop ind til sit beskyttede bryst. Flammerne dansede rundt om dem. Asken havde farvet hans hår gråt, røgen brændte i hendes lunger.
Han vendte hovedet og hun troede han talte til hende, men han talte til alle andre.
”Jeg har hende. Datteren. Jeg har hende.”
Han så på hende og hun troede, at hun skulle dø. Disse fremmede, fra den anden side af havet.
”Det hele skal nok gå,” gentog han.

Genkendelsen fik hende til at åbne munden. Et gisp uden lyd. Blort luften der blev slået ud af hendes lunger.
Hun havde hadet ham. Den eneste han havde reddet var hende. Hendes brødre, hendes far, hendes mor. Alle dem hun kendte. Den eneste der overlevede var hende. Den eneste der fik lov.
Et helt folk udryddet og hun, dets datter, var tilbage.
”Jeg troede jeg ville huske dig,” sagde hun.
Hans mund mod hendes. Hun smagte hele sit folks død i den røgede mund. Hun smagte dets tilblivelse, det nye folk. Hendes sønner. Deres sønner. Hun mærkede det. Vidste at det hun havde hadet ved ham nu var det hun ikke kunne undgå.
Det Tabte Paradis skulle genopstå i deres hadefulde forening som ikke kunne undgås.


Eeon så til mens de klyngede sig til hinanden i en omfavnelse. Elmira, moderen til det nye folk der skulle fylde Landet Over Havet og soldaten der havde dræbt hendes brødre for at komme til hende, redde hende fra flammerne, så han en dag kunne fylde hende med sin sæd og blive det nye folks fader. Det var hans ret.
Den kæmpemæssige mand der syntes at sluge den smukke unge kvinde med sin massive krop. Eeon havde sørget for at Elmira tog netop derhen hvor hans venner ville på deres parringskald. Hun havde sørget for at få ham ud i rygergården. Hun havde skygget dem hele vejen til nu. Til genkendelsen.
"Var det det, Verona?"
"Ja, Eeon."
Hun vendte ryggen til det nye folks forældre.
"Og så skal jeg ikke komme før til næste gang folket er blevet slagtet og en ny almoder, til det her univers skal finde sin sande mage, vel?"
"Nej."
Eeon åbnede en port til sin lejlighed. Selv drivvåd, men som altid med en form for nydelse.
"Godt."
Hun havde løst sin første opgave, ganske diskret, ganske godt, men med en følelse af jalousi over det skæbnebestemte par der kyssede hinanden op ad husmuren.

Regn

"Hvad fanden laver du?!"
Eeon genkendte Pernilles stemme gennem den hylende vind. Hendes glatte ansigt, vendt op mod himlen havde haft et udtryk af fred. Hendes hår drev af vandet der stadig piskede ned på hende.
"Jeg ... jeg står her bare lige."
"Det bliver man sgu da pisse syg af."
Pernille var i sort, poset regntøj. En klar kontrast til Eeons klæbende T-shirt og tynde nylonbukser.
"Regnen overraskede mig."
"Det er en storm," grinede Pernilles ansigt. Sammen gik de ind i kollegiet. Pernille glad for at komme indendøre, Eeon med stor fortrydelse.
"Du lignede en elverpige, sådan med hænderne strakt frem. Dit hår piskede bare rundt."
Eeon stod bare tamt og dryppede på fællesstuens gulv. Hun end ikke smilede.
"Du må være den mærkeligste veninde jeg har," forsatte Pernille.
De så på hinanden og faldt leende hinanden om halsen.
"Mean Girls hos mig om en halv time," sagde Eeon. "Jeg har chips."
"Du spiser også hele tiden," sagde Pernille med en opvendt tommel. "Jeg har chokolade."
Eeon gik ind til sig selv. Hun var ikke kold. Hun var ikke træt. Hendes gennemvædede hår og tøj var hverken tung eller ubehageligt vådt. Men bedst var at hun ikke var trist mere.
Straff havde taget kontakt. Givet hende den første opgave hun skulle udføre for familien. Som Eeon Breeder. Verona havde ladet sin vidende stemme knævrer uafbrudt. Eeon så impulsen som en slags internetnørd der sad med 20 skærme omkring sig og surfede rundt i viden.
Eeon havde ikke lyttet. Modvilje og ambivalente følelser rasede i hende. Det passede til stormen udenfor.
Godt Pernille kom.

Små samtaler

"Eeon Breeder?"
"Ja, Verona?"
"Jeg testede blot om De nu kunne høre mig."
"Du skal ikke kalde mig 'De' som om jeg var hende."
"De vil være dus?"
"Ja, Verona. Dus. Bare du."

"Eeon Breeder?"
"Ja, Verona?"
"Jeg testede blot om du kunne høre mig."
"Det kan jeg."
"De andre blokerede mig aldrig."
"Jeg er ikke de andre, okay?"
"Forstået, Eeon Breeder."

"Eeon Breeder?
"Skal du absolut sige det sådan?"
"Hvilket?"
"Skal du sige 'Eeon Breeder' som om jeg en del af den latterlige familie."
"Men De er jo en del af Breeder-familien."
"'Du' Verona, 'du'! Og nej."
"Det er min pligt at informere dig om at Albrecht Breeder fik et barn med en af søstersirenerne og det er dig: Eeon Breeder, hvilket gør dig til et fuldgyldigt medlem."
"Hvad så hvis jeg ikke ønsker at være et medlem af den familie."
"Det er ikke et valg du har. Dine evner er ganske tydelige og derfor må du træde til som vogter af universerne, det er din pligt."
"Hvad er min pligt, Verona? HVAD."
"Det er din pligt at sørge for ro og orden, at tjekke op på universerne med jævne mellemrum og udrede eventuelle unaturlige konflikter, ligesom det er din pligt at producere brugbare arvinger til slægtens viderførelse."

"Verona?"
"Ja, Eeon Breeder."
"Kan du huske da jeg var barn?"
"Jeg husker alt, det er min funktion. Jeg ved alt og husker alt."
"Da jeg blev født blev du så til i Mellemverden eller hos mig?"
"Talende impulser bliver altid til i Mellemverden når en ny Breeder kommer til."
"Så du ved ikke hvilket univers mine mødre er fra?"
"Nej. Det har jeg aldrig fået oplyst."

"Verona, du skal bare kalde mig Eeon."
"Forstået."
"Så skal vi nok finde ude af alt det andet."

This is SPARTA

Rasmus åbnede døren med et brag.
"JEG HAR OSTEPOPS."
Eeon kunne ikke lade være med at smile. Han fik alting til at virke som det plejede.
"Jeg har 'Meet the Spartans' klar."
Han faldt ned på sengen ved siden af hende.
"Det er VERDENS værste film," sagde han med store armbevægelser.
"UNIVERSETS," råbte Eeon.
"DET STORE KOSMOS."
Hun græd næsten af grin.
"Mind mig om igen hvorfor det er den vi skal se," fik hun endelig frem.
"Carmen Electra er fucking lækker, main," sagde han stødt. Han prikkede hende i siden. "Og fordi du er den eneste der gider se de her lorte film med mig."