Bliv væk

Det bankede på hendes dør. Eeon overvejede at blive ved med at ignorere den.
"Pernille siger at du er derinde."
I princippet kunne hun være et helt andet sted.
Hun åbnede døren. Med et suk.
"Hej Rasmus."
"Sov du?"
"Ja."
Han gik bare ind. Satte sig på den uredte seng. Rejste sig igen. Satte sig på kontorstolen og rejste sig en gang til.
"Eeon, det er bare ..." Han gik i stå og så på sine hænder.
Hun vidste hvad ville komme. Det var derfor hun havde undgået at være alene med ham. Smuttet fra ham og i det hele taget holdt sig lidt på afstand.
"Altså du svarede aldrig på om du ville til galla med mig."
"Nej tak." Hun havde sagt det. Om og om igen. Det var blevet klart for hende. Rasmus var en ven. Han var besnæret af hendes arv. Det handlede ikke om hende.
Hele hans krop sank sammen. Han satte sig tungt.
"Jeg er vild med dig," sagde han. Et såret udtryk. Han prøvede ikke at græde.
Hun lugtede af seng. Havde skrald over det hele og vidste at den make-up hun brugte til at ligne lort var tværret ud: Et rent misfoster. Hvorfor sagde han det? Alt sammen for et uopmærksomt øjeblik, hvor han så og mærkede noget han ikke skulle, det var ikke for ham. Og hun havde været så påpasselig. Bare ikke påpasselig nok.
"Du er klog, og sjov. Du er altid med og jeg elsker vi konkurrerer om bedste anmærkninger til vores 12-taller. Jeg tænker ikke på andet end dig." Han gispede efter vejret. "Du vil ikke engang snakke med mig alene."
"Rasmus, jeg ser en anden."
"Du ser en anden?" Helt modløs.
Hun så en anden var at strække det, men Lucifer havde med sit ene kys vækket noget inde i hende. Også selv hun havde haft forhold før, eller forhold, hun havde haft sex med den samme flere gange, var det noget helt andet. Han var en ærkeengel i et andet univers. Det var svært at forklare. Og umuligt. For sagde hun det til ham, sandheden, ville han dø. Det var derfor Jorden her var hendes hjem. De kunne ikke kapere det. Deres hjerne satte ud.
"Siden hvornår?"
"Jeg mødte ham bare tilfældigt."
"Hvorfor har du ikke sagt noget."
"Jeg vidste ikke at du kunne lide mig," sagde Eeon. Løj. Men det var hun i det mindste vant til. "Jeg anede ikke at jeg skulle aflægge rapport til dig."
Han dukker hovedet.
Flovheden skyllede ind over hende, men hun blev nødt til at være hård.
"Jeg tror det er bedst hvis vi holder os fra hinanden."
"Hvad?" siger han. Tydeligt bestyrtet. "Nej, sådan mente jeg det ikke."
Eeon åbnede munden. Ganske lidt. Nok til at hendes sang kom ud. En nynnen nærmere. Hidsig. Vred. Såret. Det var bare lyde. Men hun var datter af søster sirenerne.
"Du er sådan en sæk." Han rejste sig. Så ned på hende. Onde øjne. Han spyttede på hende. Sendte en glinsende klat lige på hendes bryst. Drev ned over T-shirten. Som mishagens sendebud. Alt i mens Eeon blev ved med at synge. Han hørte det men opfattede ikke at det var hende der gjorde det.
"Bliv væk fra mig, forstår du det?"
Hun nikkede til svar. Hørte hvordan de også ude i fællesstuen snerrede af hinanden og en gryde der blev kastet i køkkenet. Et arrigt skrig. Men hun stoppede først da Rasmus var gået.