Åbnet op

Luften var nærmest sprød. Den smagte underligt på hendes tunge. Den første frostmorgen. Græsset var endnu hvidt. Ånden stod ud af hendes mund som tåge. Havet slikkede mod kanten.
Hun stod på havnekajen og så ud over. Horisonten var uendelig i dette svage lys. Hun var uendelig. Hun så op og der var den. Fuldmånen der fik hende til at længes. Gjorde hende følende og syg på en måde som ikke kunne lindres.
Eeon trådte bare et skridt ud over kanten og dumpede ned i vandet. Saltet trængte ind. Vandet dæmpede alle lyde. Hun åbnede øjnene. Kulden generede hende ikke. Eeon begyndte at svømme. Stærke tag som den spinkle krop ikke viste den gemte på.
Hun ville komme tilbage om nogle dage, når hun ikke kunne blive i vandet mere. Hun ville føle sig hel. Nej, det gjorde hun aldrig. Hun følte sig aldrig hel. Hun passede aldrig ind. Hun stod ud. Hun var et udskud. Et misfoster. Selv hendes venner kommenterede det og de kendte ikke hende.
Bølgernes vuggen, skumsprøjtet, det uendelige ocean tog hendes tanker og gemte hendes tårer i deres mængde.
Hun lod strømmen bærer sig, holdt vejret og dykkede dybt.
Eeon vidste det lige da. Noget ændrede sig. Noget var på vej. Det summede substansen. Hun kunne smage det i saltet. Hun kunne mærke det lige så tydeligt som havet mod hendes hud. Nogen havde åbnet op. Og det var ikke hende.