Tilbage

Eeon mærkede den dunkende rytme i sin krop. Den beroligede hende på alle måder. Ikke som Rasmus der sløvede sig selv med hash eller Pernille der løb. Musikken var det der næst efter vand kunne berolige hende mest. De dyre høretelefoner tvang så fantastisk lyd ind i hendes øre at det gav hende kuldegysninger af velbehag.
Kvalmen blev dæmpet.
Hun havde øjnene lukket, som for at beskytte sig selv fra at se på uret. Tiden forsatte uanset hvad. Det kunne hun ikke ændre. Hun var klar når det blev tid. Når hun skulle åbne op og gense sit tabte barndomshjem. Hun sad stiv på stolen. Den smagfulde dybblå kjole der var ærbar, men elegant. De sorte højehælede sko. Håret der var sat kunstfærdigt op i mange små snoninger samlet i en knold der fremhævede hendes hals.
Rasmus havde ringet fire gange for at høre om hun var okay. Penille havde banket på. Nu var klokken to om natten og Eeon ventede. De var tirsdag.
 
”Hej Ramus
Det er mig. Eeon ... øh ... jeg er ked af, jeg blev vred. Det hele er kompliceret. Jeg er nok væk i et stykke tid. Det har ikke noget med dig at gøre. Eller Penille. Det er forpligtelser. Jeg kan ikke forklare det. Du vil ikke kunne forstå det. Nå men ... så ... ja.
Farvel.”

Beskeden føltes tam. Nu kunne den ligge og brænde på hans telefonsvarer. Han sov. Pernille havde hun skrevet et brev til. Stukket det ind under døren. 
Displayet viste hende at det var tid. Nu.
Hun skulle åbne op til mellemverden. Hun vidste at hun kunne. Det lå dybt i hende. Dengang hun endnu boede der, havde det været let for hende at glide igennem. Ubesværet. Som at trække vejret. Eller svømme. Blive begæret.
Alt det som de foragtede hende for og nu ville hun af egen fri vilje lade sig degradere på grund af et gammel løfte til en død mand, der havde elsket hende.
Med en vred bevægelse smed hun høretelefonerne, rejste sig og glattede det blå stof. Eeon følte sig krigerisk og vred, sådan som hun burde. Med et blik rundt i hendes værelse forberedte hun sig på at være i mellemverden om lidt. Tidsløst. Et observatorium. Et fængsel.
Hun åbnede op, kunne mærke summen i sine fingre. Hun trådte igennem og lukkede efter sig. Væk var hendes værelse, istedet var den grålige substans der gjorde det ud for Breeder familiens lod og hjem.
Stilheden var ikke trykkende, men sugende. Hun følte ingen nostaligi da dørene åbnede sig for hende og hun var inde i hall’en, istedet havde hun lyst til at kaste op ved synet af patriak og matriak billederne der hang overalt. Hun kunne navnene på hver eneste af dem. Hendes kød og blod.
Eeon var bare aldrig blevet accepteret af nogen som en Breeder.
”Hjem kære hjem,” sagde hun højt og muntert, med visheden om at mere end en lyttede til hendes hæles faste klikken mod gulvet og så på hendes velformede røv der banede sig vej under åsynet af påmålede ens blå blikke fra potrætterne.