Det her land ville aldrig blive hendes hjem. Det var ikke på grund af de tæt dansende kroppe i en parringsdans hun ikke kunne være en del af. Det var fordi hun endnu følte sig som en fremmed. Accenten i hendes sprog. Den alt for ranke ryg. Hendes tydlige overlegne facon hun ikke kunne få bugt med. Navnet der ikke var hendes.
De mærkede at hun ikke hørte til. Så nu var hun hjemløs. Noget mænd kunne mærke. Som om det var tiltrækkende. Så mange havde et hjem de gerne ville dele.
Med liden interesse så hun på veninden, hvis krop vred sig. Hun lignede en desperat luder. Fyren, offeret, kunne lide det.
”Hej, skat!”
Den unge fyr havde fyldige læber og en tætsiddende T-shirt der viste hans muskler.
Hun rystede på hovedet og det glattede hår, der skulle få hende til at ligne en der passede ind, gled over hendes skulder. Intet forsonende smil. Ingen hvid løgn. Bare den afvisende bevægelse og hendes blik der vendte sig væk.
Hvorfor var hun her?
Med et rejste hun sig. Døren til gården var en befrielse. En rygergård. Det var begyndt at regne. Der lugtede af varm asfalt. Selv følte hun at det var forløsende.
Hun holdt om sig selv. Trak vejret dybt. Der virkede næsten stille. En kamp inde bag murerne og virkeligheden herude. Hun alene, med mennesker lige bag hendes ryg.
Døren åbnedes og larmen sprang ud. Larmen blev igen en dæmpet mumlen efter døren lukkede sig bag den nyankommende.
En flamme lyste op, tændte en cigaret.
”Vil du have en?”
En mand.
”Nej,” svarede hun uden at se på ham.
Han stillede sig lige ved siden af hende, sugede ind, lod røgen slippe ud. Hun fornemmede hans intimiderende højde. Hun var ikke lav, men han var tydeligvis større en normalen. En kæmpe. Den dårligt oplyste gård tilføjede måske til det.
”Det har altid beroliget mig.”
”Det minder mig om døde steder,” svarede hun ærligt. På hendes nethinde opstod billeder af forkullede bygninger. Brændte kroppe. Raspende udbrud på hjælp der ikke blev givet. I tide.
”Ja,” sagde han og hev hende tilbage. ”Det minder om død.”
Vandet fik det kobberfarvede hår til at kruse. Så krølle. Som det burde have gjort hele natten. Store, metalskinnende loops der faldt ned over hendes skuldre og den udstillede ryg, der drev af ferskt vand fra himlen.
”Hvad hedder du?” Han tændte endnu en cigaret. Havde ikke sagt noget gennem de tre han allerede havde knipset ud i den begyndende vandpyt.
”Alle navne er ens.”
”Kun når de ikke betyder noget.”
”Det ved jeg,” svarede hun.
Denne glødende cigaretstump tværrede han ud med sin hæl. Knirkende, brunt læder der omkransede hans fod. Stive snørrebånd. Nye sko.
Han vendte sig mod hende. Front mod hendes skulder.
Højden var ikke et optisk bedrag. De brede skuldre solidt placeret. Jakken skåret til. Specialsyet for at passe hans store størrelse. Han virkede ikke akavet. Det passede til ham. Gjorde ham til en rå magnet af testosteron.
Håret sort og fladt af vandet. Øjnene lynende blå gennem halvmørket. Fra hans hænders gyldne lød havde hun troet dem brune, som sine egne. Han mindede hende om en. Èn hun ikke kunne sætte fingeren på.
Han burde smile, men kæben var bidt hårdt sammen, markerede den stærke hage og de fnysende næsebor. De så på hinanden. Hans smalle læber.
Hendes gjort smalle fordi hun pressede dem sammen.
”Du hører ikke til her,” sagde han.
”Nej, Jeg går nu.”
Hun åbnede døren uden besvær. Skubbede sig igennem de svedige kroppe.
Han greb fat i hendes arm.
”Det var ikke det jeg mente.”
”Nej.”
”Men du går?”
”Ja.” Hun havde ikke behov for en mage. Hun undgik det.
Hun så på hånden der endnu holdt fast om hendes arm. Fingerne der uden besvær nåede hele vejen rundt om.
Han gav slip.
”Jeg følger dig hjem,” sagde han og banede vejen ud.
Det var ikke et tilbud. Det var sådan.
Han havde hænderne i de gennemvædede lommer på hans bukser. Hans skridt tilpasset til hendes kortere ben.
Hun var endnu ikke klar over om hun var på vej hjem eller prøvede at ryste ham af.
”Hvordan er livet så?” spurgte han på samme måde, som da han tilbød en cigaret.
”Skuffende.”
Han lo. Overrasket.
”Du er for ung til at tale sådan.”
”Definér ung.”
”Når man er på et tidligt stadie af livet, så man burde være naiv og fyldt med glæde over livet. Skuffende er for ældre, prøvede mennesker.”
Hun svarede ikke.
Han trak hænderne op og tændte endnu en cigaret.
Han var ældre end hende. Men hun kunne ikke bestemme hvor meget. Ti år. Fem. Måske 15.
Det var mærkbart hvordan han blev mere anspændt som hun ledte dem længere ind i slummen. Enhver vidste man burde holde sig fra de faldedærdige bygninger, med de omstrejfende hunde og rotter der provokerende så på dem fra gadehjørner.
”Bor du her?”
”Nej,” svarede hun. Opdraget med en pli der fratog hende muligheden for at lyve, medmindre hun ville miste sin ære. Man løj end ikke for at redde sit liv.
”Du burde ikke gå her så let.”
”Jeg har oplevet værre.”
Han fnøs af hendes svar. Mistroisk. Pustede røg ud, smed cigaretten og tændte en ny.
”Du er ikke på vej hjem, er du?”
Hun kastede det drivende hår over skulderen. Varmen var trykkende. Hun nød det. Alt var vådt, klæbede til hendes figur, som et stykke løsere hud.
”Jo.”
”En mindre omvej?”
”Ja.”
Han så ned på hende. Prøvede at spidde hende med sine blå lynøjne. Hun forsatte fremad. Kendte gyderne her, lige så godt som der, hvor hun boede. Hun havde altid holdt af at lære steder at kende. Efterhånden var det mange. Ved at kende et nyt sted, søgte hun efter det gamle, men det eneste hun fandt var, at hun ikke hørte til. Heller ikke her.
”Jeg gætter du har oplevet værre end mig?” sagde han mellem to sug. Sarkastisk. Hun forstod meningen. Værre end at gå med en kæmpe blandt mænd som bare fulgte med hende.
”Du er den værste type,” sagde hun nøgternt. ”Typen der vil redde alle og fortælle dem det nok skal gå ... selv om det er en løgn.”
Denne gang tændte han ikke en ny, da han knipsede endnu et skod væk.
”Og hvor ved du det fra?”
Hun svarede med et skuldertræk, som hun vidste han så.
De kom ud på en oplyst vej. Så brat var bruddet mellem slummen og den bedre bydel. Den mere normale. Den hvor parkene var rene og gadelygterne virkede.
Hun kunne se på måden hans dyre jakke klæbede til hans muskuløse arm at også han var gennemblødt til skindet.
Hun drejede til venstre. Han kommenterede ikke den pludselige ændring af retning. Tændte bare endnu en smøg.
”Det er ikke altid løgn.”
Nogen gange var stilhed det bedste svar. Han påstod. Spurgte ikke. Så hun behøvede ikke svare. Slet ikke på den slags.
”Jeg har reddet mange liv, hvor tingene stod slemt til men gik.”
”Hvordan har de folk det i dag?”
Perplekst så han på hende.
”Der hvor jeg voksede op ejer man et andet menneskes liv, hvis man har reddet det. Det betyder man har en forpligtelse,” sagde hun.
”Jeg ved ikke, hvordan de har det.”
”Fryser du?” spurgte han.
”Nej.” Heden var kvælende. Regnen kølende. Det bedste slags vejr.
”Generer det dig meget, at jeg ryger?”
”Ville det genere dig meget, hvis jeg stak min arm op i dit anus?”
Han stoppede op. Hun forsatte. Lyden af dråber mod asfalt dæmpede hans latter. To plaskende skridt og han faldt ind ved siden af hende igen. Stadig med en smøg mellem sine læber.
Selv nu, afslappet, var der noget over ham. Den fysiske råstyrke. De blå øjne der havde set ting. Han havde oplevet meget. Det lå over ham som en slimet hinde. Helteholdningen, lasten i form af nikotinen, ønsket om at følge hende hjem.
Han havde ikke ønsket at blive i dansernes larm, i fuldskabens legeplads, liderbukkenes jagtmarker. Han havde hadet det som hende. Hun havde set hans venner. Deres blikke på ham og hende. Hun var hans udvej uden at skulle spille et spil han ikke ville være en del af.
”Hvor er du fra?” spugte han.
”Det Tabte Paradis,” svarede hun.
Hun mærkede natten. De tomme gader. Ikke engang en taxa. Det gule lys fra gadelamperne. De tårnhøje lejlighedskomplekser.
Han var stille. De gik til boulevarden blev en almindelig gade. Han sagde ikke et ord imens. Hun passede til stilheden. Han havde tilpasset sig den i en anden tid, et andet sted. Det Tabte Paradis; Landet Over Havet.
”Hvad hedder du?” spurgte han skarpt.
Hun sugede luft skarpt ind gennem næsen. Han berørte let hendes nøgne arm.
Hun gravede neglene ind i sin håndflade.
”Elmira.”
Han pressede hende mod den ru mur. Det våde tøj klistrede sammen, i en omfavnelse der klæbede til hinanden og deres bærers hud. Hans nakke og ryg bøjet. Øjnene der lynede, slog ned i hende.
Hun opfattede det hele. Ét sekund strakt ud i en evighed.
”Tager du pis på mig?” knurrede han. Vreden mejslet i hans ansigt. Som havde den altid været der. Som kunne den aldrig gå væk.
Så tæt på kunne hun lugte ham. Røgen. Sveden. Varmen fra hans krop mod hendes.
”Det hele skal nok gå. Stol på mig.”
Det gjorde hun ikke, men hun var for svag til at kæmpe imod da han løftede hende op, krammede den lille pigekrop ind til sit beskyttede bryst. Flammerne dansede rundt om dem. Asken havde farvet hans hår gråt, røgen brændte i hendes lunger.
Han vendte hovedet og hun troede han talte til hende, men han talte til alle andre.
”Jeg har hende. Datteren. Jeg har hende.”
Han så på hende og hun troede, at hun skulle dø. Disse fremmede, fra den anden side af havet.
”Det hele skal nok gå,” gentog han.
Genkendelsen fik hende til at åbne munden. Et gisp uden lyd. Blort luften der blev slået ud af hendes lunger.
Hun havde hadet ham. Den eneste han havde reddet var hende. Hendes brødre, hendes far, hendes mor. Alle dem hun kendte. Den eneste der overlevede var hende. Den eneste der fik lov.
Et helt folk udryddet og hun, dets datter, var tilbage.
”Jeg troede jeg ville huske dig,” sagde hun.
Hans mund mod hendes. Hun smagte hele sit folks død i den røgede mund. Hun smagte dets tilblivelse, det nye folk. Hendes sønner. Deres sønner. Hun mærkede det. Vidste at det hun havde hadet ved ham nu var det hun ikke kunne undgå.
Det Tabte Paradis skulle genopstå i deres hadefulde forening som ikke kunne undgås.
Eeon så til mens de klyngede sig til hinanden i en omfavnelse. Elmira, moderen til det nye folk der skulle fylde Landet Over Havet og soldaten der havde dræbt hendes brødre for at komme til hende, redde hende fra flammerne, så han en dag kunne fylde hende med sin sæd og blive det nye folks fader. Det var hans ret.
Den kæmpemæssige mand der syntes at sluge den smukke unge kvinde med sin massive krop. Eeon havde sørget for at Elmira tog netop derhen hvor hans venner ville på deres parringskald. Hun havde sørget for at få ham ud i rygergården. Hun havde skygget dem hele vejen til nu. Til genkendelsen.
"Var det det, Verona?"
"Ja, Eeon."
Hun vendte ryggen til det nye folks forældre.
"Og så skal jeg ikke komme før til næste gang folket er blevet slagtet og en ny almoder, til det her univers skal finde sin sande mage, vel?"
"Nej."
Eeon åbnede en port til sin lejlighed. Selv drivvåd, men som altid med en form for nydelse.
"Godt."
Hun havde løst sin første opgave, ganske diskret, ganske godt, men med en følelse af jalousi over det skæbnebestemte par der kyssede hinanden op ad husmuren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar